Arkivfoto: Timo Battefeld

Valget var demokratiets og vores fest

De redaktionelle forberedelser til Jysk Fynske Mediers fælles dækning af folketingsvalget 5. juni 2019 begyndte i sommeren 2018.

Med avisen Danmark og de 13 lokale og regionale dagbladstitler har vi leveret en komplet dækning, der udmærker sig ved at se valget med jyske og fynske øjne. Vi har haft fokus på substans og forklarende journalistik, og det blev under valgkampen til 59 egne valgarrangementer. De to med størst gennemslagskraft var begge med avisens Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, som ordstyrer. Det var JV Direkte-møder, som er læsermøder forbeholdt avisens abonnenter, på det sønderjyske forsamlingshus Folkehjem i Aabenraa, hvor vi havde to partileder-dueller, som blev vist direkte på TV2 News og DR2: Først med Pernille Vermund og Kristian Thulesen-Dahl og derpå med Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

Desuden var der 38 eksterne valgmøder, hvor JFM-medarbejdere, typisk redaktører, fungerede som ordstyrer.

Formålet med vores valgdækning var at bidrage til, at så mange som muligt ville stemme på et så oplyst grundlag som muligt. Det bidrog kandidattesten også til. Den rundede på vores nyhedssites 100.000 brugere, heraf alene 20.000 på valgdagen. 96 procent af de opstillede folketingskandidater i vores storkredse deltog i testen, hvilket vi er meget tilfredse med.

Et folketingsvalg er ikke så stor en begivenhed for vores medier som et kommunalvalg, hvor vi i 2017 dagen efter valget nåede op på 716.533 unikke brugere på vores nyhedssites. Men dagene omkring folketingsvalget var brugermæssigt de største siden kommunalvalget i 2017. På valgdagen 5. juni nåede Jysk Fynske Medier 522.532 brugere og dagen efter, 6. juni, toppede vi med 540.382 unikke brugere.

Vi taler til dig hver dag

Et af de nye tilbud, som vores faste læsere har fået oven i deres abonnement i 2019, er Podcasten Danmark. Det er en halv times journalistik med lyd, som hver dag bliver præsenteret i Nyhedskiosken og på vores nyhedssites.

Podcast-redaktionen består af tre nyansatte journalister – alle med erfaringer fra landsdækkende radiostationer. Den foreløbige respons fra læserne har været overvældende. I løbet af den første sendemåned blev Podcast Danmark lyttet 20.000 gange – heraf de 10.000 i Nyhedskiosken.

Redaktionens arbejde tager afsæt i de historier, der bliver produceret i de 13 mediehuse under JFM, og giver på den måde mulighed for at lytte til de bedste historier fra hele koncernen. Satsningen på Podcast Danmark kommer netop, som danskernes podcastforbrug er ved at tage fart. Den seneste rapport om medieudviklingen i Danmark; ”Mediernes udvikling i Danmark 2019” udgivet af Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 25% af de danske internetbrugere (15-75 år) lyttede til podcast minimum ugentligt i 2019. Det er 11 procentpoint flere end i 2018.

Her kan du lytte til én af Podcastens Danmarks daglige afsnit. Det handler om Thomas Brogaard fra Tinglev, der alt for sent opdagede, at han var ved at slå sig selv halvt ihjel med et fortravlet liv, hvor hans bagerforretning tog alt hans tid. Hør hans gribende fortælling om hvordan fødslen af hans søn blev startskuddet til alvorlig stress, og hvordan hans kone Ingrid valgte at håndtere ham, mens det var allerværst.

Vi læser også gerne op for dig

Vi ved, at vores abonnenter og brugere har travlt, og at det kan være svært at læse lokale nyheder, mens man er i haven, kører til arbejde eller laver mad. Derfor har vores udviklingsafdeling udviklet en oplæser-robot, som vi kalder Athena. Hun er opkaldt efter visdommens gudinde fra den græske mytologi – og vi mener i al ubeskedenhed, at man bliver klogere af vores lokale nyhedsdækning. Vores Athena gør brug af Google-teknologi og læser små pakker af lokale nyheder op for vores brugere. Du finder vores oplæste nyheder på alle vores nyhedssites under menupunktet; oplæste nyheder.

Var det noget med en smagsprøve?



Man kan stadig høre, at Athena er en robot, men teknologien bevæger sig lynhurtigt. I løbet af 2020 vil Athena flytte ind i Nyhedskiosken sammen med vores e-aviser, og hun vil tilbyde at læse artikler op på vores nyhedssites.

DR stillede skarpt på dagligdagen på redaktionen

JydskeVestkysten spillede en af hovedrollerne i Danmarks Radios dokumentarserie Ryd Forsiden, som kørte over skærmen i december. DR rykkede ind i maskinrummet på tre af Danmarks største morgenaviser, Berlingske, Information og JydskeVestkysten, for at skildre nogle af de mennesker, som står bag nyhederne. En dokumentarist fulgte livet på JydskeVestkysten hen over hele året, og materialet blev klippet sammen i tre afsnit.

300.000 kiggede med, da 1. afsnit var på programmet. De så, hvordan Lotte og Sys, to af vores journalister på redaktionen i Kolding, afslørede rod i kommunens skoleforvaltning. 2. afsnit fokuserede på mediernes rolle i forbindelse med folketingsvalget, mens 3. afsnit stillede skarpt på nogle af de strukturelle udfordringer, mediebranchen er udsat for – det gælder ikke mindst på annoncemarkedet, hvor globale giganter som Google, Facebook og Amazon trækker milliarder ud af det danske marked.

Ryd Forsiden fik ganske gode anmeldelser i landets medier, og internt i koncernen er vi stolte over vores bidrag til denne mediekrønike. Du kan stadig se Ryd Forsiden på DR’s hjemmeside.

I første afsnit af Ryd Forsiden, der har fået titlen "Dødstrusler og deadlines", er særligt journalist Sys Andersen (tv) fra redaktionen i Kolding i fokus. Hun står sammen med kollega Lotte Højstrøm (th) bag en lang række afsløringer af massivt økonomisk rod og ledelsesmæssige problemer i skoleforvaltningen i Kolding Kommune i løbet af året. Arkivfoto: Søren Gylling

Robot laver omtaler af bolighandler og regnskaber

I 2019 kunne vi introducere en ny type robotgenererede historier for vores abonnerende læsere. Hver uge kan alle lokalredaktioner i Jysk Fynske Medier nu tilbyde en oversigtsartikel, der fortæller, hvordan det går på læsernes lokale boligmarked. Heri går vi helt tæt på hver enkelt bolighandel og læserne kan læse om, hvad et hus er blevet solgt for, hvem der har overtaget huset og mange andre oplysninger om hussalget.

Dataene til bolighandelshistorierne henter vi flere gange om dagen fra Ritzau. Derefter pakker vores egenudviklede bolighandelsrobot historierne i en listeartikel, der giver en oversigt over hussalg i et lokalområde. Formatet er udviklet til at fungere optimalt digitalt med et interaktivt kort, hvor man kan gå på opdagelse i sit områdes bolighandler. Formatet er blevet godt taget imod af læserne, der nu hurtigt og nemt kan få et overblik over deres lokalområdes boligmarked. Se eksempel. I vores data kan vi se, at abonnenterne sætter pris på indholdet i form af læsetid, og vi får hver uge nye abonnenter på dette indhold.

Da vi ligger inde med detaljeret data fra boligmarkedet i vores dækningsområde, kan vi fremover både lave skræddersyet journalistik med data fra databasen, ligesom vi kan lave flere digitale formater til glæde for læserne.

Vi vil gerne have dig med ind på redaktionsmødet

Hvordan får vi en tættere relation med vores brugere? Det er kernen i et nyt projekt i Jysk Fynske Medier, der blev skudt i gang i 2019. Fire testredaktioner har afprøvet en ny, journalistisk metode, der med inspiration fra amerikanske medier skal gøre lokaljournalistikken mere nærværende.

Metoden hedder "public powered journalism", og det handler om at sætte brugerne i centrum. Vores læserne er partnere, der er med til at sætte den dagsorden, vi laver journalistik efter. Helt konkret kan man under vores artikler møde forskellige spørgebokse, hvor vi spørger vores brugere, hvad der undrer dem i deres hverdag?


Man kan spørge om alt. Lige fra klimaet til parkeringspladser og forholdene i den lokale vuggestue. Med andre ord er ingen spørgsmål for store og ingen for små. Bare de er gode og kan interessere andre.

I det første halve år, hvor projektet har været i gang, har de fire testredaktioner modtaget 420 spørgsmål, som er blevet til cirka 100 artikler. De fleste artikler, skrevet på baggrund af brugerinput, klarer sig over middel - og flere klarer sig virkelig godt. Det ser vi på antallet af læsere på artiklerne, og vi ser det på læsetiden.

I 2020 vil også andre af vores mediehuse og redaktioner gøre brug af public powered journalism.

Læs om vores testredaktioner her: Aabenraa, Faaborg-Midtfyn, Fredericia og Horsens.

Ny sektion vil være tæt på JydskeVestkysten-læserne

I 2019 skabte JydskeVestkysten en ny lørdagssektion, JV Weekend. Den har som mål at komme tæt på læsernes virkelighed med historier fra Syd- og Sønderjylland. De 16 sider hver uge er præget af emner som passioner, mad, privatøkonomi, debat, analyser, biler, boliger og anbefalinger til fritidsaktiviteter.

En læserundersøgelse i 2019 bragte JV Weekend i toppen af alle avis-sektioner i Jysk Fynske Medier ved sammen med avisen Danmark at få karakteren 5,5 på en skala, der går til 7. Indholdet i JV Weekend har samtidig styrket det digitale indhold på jv.dk.

Vi hylder de lokale ildsjæle i forretnings- og foreningslivet

I en række byer afvikler Jysk Fynske Medier hvert år en prisuddeling, som fremhæver lokale succeshistorier og giver et velfortjent skulderklap til ildsjæle og iværksættere. Vi hædrer og hylder det lokale forretningsliv ved arrangementer som ”Byens bedste” og ”Best of” i Esbjerg, Aarhus, Viborg, Odense, Holstebro, Middelfart og Svendborg.

Her kårer vi inden for en række kategorier byens bedste butikker, restauranter og servicevirksomheder. Vi opfordrer de lokale borgere til at indstille egne favoritter, og det gør de i overvældende grad. I Aarhus modtog vi eksempelvis flere tusinde indstillinger i 2019, og flere end 100.000 deltog i den efterfølgende afstemning.

Derudover bliver der hvert år afviklet et prisuddelingsshow, som altid er en lokal festaften, der bliver set frem til med spænding. Der er stor prestige forbundet med at blive kåret som ”Byens bedste”, og arrangementerne er åbenlyst med til at skabe stolthed og sprede succeshistorier fra lokalområdet.

Derudover er Jysk Fynske Medier involveret i flere kåringer af ildsjæle i det lokale foreningsliv. Det sker blandt andet i samarbejde med kommuner og idrætsforeninger og har som formål at hylde det særdeles aktive og frivillige foreningsliv, der er helt afgørende for den lokale sammenhængskraft og udvikling.

JydskeVestkysten stod for Byens Bedste Esbjerg, hvor awardshowet blev holdt i Musikhuset. Her er det Mark Mikkelsen fra Guldægget, der vandt i kategorien "Bedste restaurant og cafébesøg". Han dedikerede prisen til sine dygtige medarbejdere. Arkivfoto: Annett Bruhn