Trofæskabet

Fotograf Michael Bager

Top Photo of the Day

En stribe dronefotos af tæt fynsk tåge gjorde det lysende klart, at Fyens Stiftstidendes pressefotograf Michael Bager forsyner læserne med visuelle oplevelser på et skyhøjt niveau. Og da Michaels billedserie dukkede op hos de internationale nyhedsbureauer, gik droneskuddene fra Fyn også rent hjem. Et billede af en landevej ved Kværndrup var så enestående godt, at det internationale nyhedsbureau Reuters onsdag udvalgte det som værende det allerbedste, der denne dag var lagt i den enorme database. Det var: "Top Photo of the Day". Altså ifølge Reuters det allerbedste pressefoto, som verden blev præsenteret for i løbet onsdag den 23. september 2020.

Ugeavisen Esbjerg

Den dybdeborende artikelserie "Under Mistanke" afdækkede Fanø Kommunes kritisable håndtering af børnesager. Serien gav i efteråret Ugeavisen Esbjergs journalister Rune Weitling og Kim Westphal samt fotograf Tue Sørensen De Lokale Ugeavisers Nyhedspris i guld. Det skete ved uddelingen af årspriser ved De Lokale Ugeavisers Årsmøde i Kolding.

Serien blev også indstillet til Cavlingprisen 2020, årets fineste danske journalistpris.

Ugeavisen Faaborg

Ugeavisen Faaborg vandt De Lokale Ugeavisers Aktivistpris i Guld for en kampagne, Faaborg hjælper Faaborg. Kampagnen engagerede hundredvis af faaborgensere, som købte t-shirts og donerede penge for at hjælpe områdets butiks-, erhvervs- og foreningsliv gennem coronakrisen.

Aktivistprisen tildeles et medie, der har skabt nye produkter, øget opmærksomhed, lokalt engagement via nye former for aktiviteter eller events.

Melfar Posten

Melfar Posten blev ved De Lokale Avisers årskonference hædret med Aktivistprisen i sølv for gennemførelsen af Byens Bedste i Middelfart. Melfar Posten rullede i 2019 Byens Bedste-kampagnen i gang og fik sat så meget fut i hele lokalområdet, at kampagnen nu har bidt sig fast som en tilbagevendende event, der hylder det lokale handels- og kulturliv.

Avisen Danmark

Printredigerende Josefine K. Jensen, Printcentralen, fik i juni hædrende omtale i konkurrencen Årets Avisside 2019 for et featureopslag med bier til Avisen Danmark. Årets Avisside er en konkurrence, der hvert år udskrives af Danske Medier, og den belønner kreatitvitet, originalitet, opfindsomheder og god journalistik, der forener form og indhold, og om Josefine K. Jensens sider lød det blandet fra dommerkomiteen, at "Opslaget har en lethed, er indbydende, informativt og smukt. Bierne ser levende ud og selvom man måske ikke er den store insektentusiast, så trækkes man ind af de meget insisterende blikke der møder en".

Josefine K. Jensen, Printcentralen, fik i juni hædrende omtale i konkurrencen Årets Avisside 2019 for et featureopslag med bier til Avisen Danmark.

Journalist Henrik H. Breum

Henrik H. Breum fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern var nomineret til Den Gyldne Blok, journalistforbundets kreds 5’s pris for fremragende journalistik, for sit interview med forældrene til en ung mand, som døde efter en gymnasiefest. Det blev dog ved nomineringen. 

Fotograf Morten Stricker

“Editor’s Choise” af Reuters

Som det eneste medie kom Dagbladet Holstebro helt tæt mink-massegravene i det militære område syd for Holstebro. Vi var tidligt ude og sørgede for tilladelse til at komme ind og fotografere på området, inden myndighederne lukkede fuldstændig ned for pressen. Det resulterede i en stærk billedserie af fotograf Morten Stricker. Billederne har siden været bragt i medier verden over, efter nyhedsbureauet Reuters placerede dem som ”Editors choise” – altså redaktørens udvalgte, 10. november 2020.

Priser vi har uddelt

Folkebladets Skulderklap uddelt i Viborg

Viborg Stifts Folkeblad uddeler hvert år Folkebladets Skulderklap til en frivillig leder, der har gjort en særlig indsats i lokalområdet. Læserne vælger vinderen. Prisen blev uddelt i september 2020 i forbindelse med Viborg Idrætsråd satte navne på Årets Idrætsleder, Årets Unge Idrætsleder og Årets Idrætsforening. Årets Skulderklap gik til Claus Kvoldsgaard Madsen fra IF Trojka. Samme Claus Kvoldsgaard Madsen tog i øvrigt også prisen som Årets Idrætsleder i Viborg.

Folkebladets Årets Sportsnavn i Viborg

Årets Sportsnavn blev igen kåret i Viborg, og læserne har været med hele vejen. I december 2020 anmodede vi læserne om emner til prisen, og vi fik masser af gode bud. Disse bud blev i samarbejde med Viborg Elite barberet ned til et ualmindeligt skarpt felt på tre store lokale sportsprofiler. VFF's succestræner Jacob Neestrup, VHK-stjernen Kristina Jørgensen og OL-løberen Thijs Nijhuis, som vandt prisen for 2019. Læserafstemningen efterlod dog ingen tvivl - og det gjorde voteringen i juryen med Ulrik Wilbek og sportsredaktør Danni Kristensen heller ikke.

Thijs Nijhuis var årets sportsnavn via sine formidable maratonpræstationer, som har bragt ham til OL - og op blandt de hurtigste i Danmark nogensinde. Selve uddelingen foregik på grund af corona-restriktionerne lidt utraditionelt. Prisen skulle have været uddelt ved Sportsgalla 2020 i januar, men den blev i stedet overrakt i forbindelse med en direkte tv-udsendelse, hvor de tre kandidater alle medvirkede.

Årets Idrætsleder i Randers

Hvert år i juni kårer Randers Amtsavis i samarbejde med Samvirkende Idræts Klubber Randers og Spar Nord Årets Idrætsleder valgt af SIKR. Kåringen sker normalt ved en festlig sammenkomst for prisens mange modtagere gennem årene, men i 2020 skete kåringen som en coronasikker overraskelse i prismodtagerens have. Morten Hansen, formand for basketligaklubben Randers Cimbria, blev Årets Idrætsleder i 2020.

JydskeVestkystens Kulturpris

På JydskeVestkystens fødselsdag, 15. januar 2020, blev avisens kulturpris uddelt ved et kulturshow med 1100 læsere samlet i Musikhuset Esbjerg. Efter indstilling fra læserne af kandidater blev vinderen kåret af en dommerkomité bestående af kulturpersonligheder fra Syd- og Sønderjylland med ansvarshavende chefredaktør Peter Orry som formand. Prisen gives for en ”indsats, der er i pagt med de bedste folkeligt- kulturelle traditioner i avisens udgivelsesområde”. Med prisen følger 50.000 kroner. JydskeVestkystens Kulturpris 2020 gik til filminstruktøren Frelle Petersen for at stå bag den prisvindende spillefilm, “Onkel”, der foregår i Sønderjylland. Læs om prisvinderen her.

JydskeVestkystens Den Gyldne Ambolt  

Hvert efterår uddeler JydskeVestkysten erhvervsprisen Den Gyldne Ambolt. Den går til ”en person eller gruppe af personer, der på særlig fremragende måde har taget initiativ eller vist en sjælden virkelyst i landsdelens erhvervsliv til gavn og glæde for samfundet”. Med prisen følger 15.000 kroner, som skal bruges på medarbejderformål. Efter indstilling af kandidater fra læserne bliver vinderen kåret af en dommerkomité bestående af erhvervs- og fagforeningsledere fra landsdelen med chefredaktør Mads Sandemann som formand. Den Gyldne Ambolt 2020 gik til den succesrige vindmøllevirksomhed, Polytech, der med hovedsæde i Bramming er gået fra 35 medarbejdere i 2013 til nu 800. Læs om prisvinderen her.

Byens Bedste i Esbjerg 

Byens Bedste i Esbjerg blev uddelt i oktober af JydskeVestkysten ved et awardshow i Musikhuset Esbjerg med tv-værten Jacob Riising som konferencier. Efter en digital afstemning på jv.dk blev der kåret vindere i en række kategorier. Se vinderne her.

Årets vardenser

Ugeavisen Varde uddeler hvert år prisen Årets Vardenser. Vi beder læserne om indstillinger, og ud af dem sætter vi os sammen med sidste års Årets Vardenser og vælger vinderen. I 2020 gik prisen til ejendomsmægler Poul Erik Bech, der bor i København, men er en stor gevinst for sin fødeby, Varde. Læs om prisvinderen her.

Lemvig Prisen

I samarbejde med Vestjysk Bank uddeler Folkebladet Lemvig hvert år Lemvig Prisen. Lemvig Prisen 2019 blev uddelt i januar 2020, og den gik til brødrene Jens Christian og Kaj Egholm. De fik prisen for at have overtaget en lukningstruet virksomhed og dermed sikret omkring 100 arbejdspladser i lokalområdet. 

Årets Sportsnavn 2020 på Fyn 

Siden 1950 har Fyens Stiftstidende i samarbejde med TV 2/Fyn og Fynske Idrætsforbund hvert år i januar kåret Årets Sportsnavn ved gallaarrangementet Sportslørdag. Arrangementet er normalt offentligt og besøges af ca. 5.000 gæster. I år blev arrangementet udvidet til at vare en uge – og blev afviklet digitalt. Overrækkelsen af prisen blev livestreamet på fyens.dk den 23. januar 2021.I år blev prisen uddelt til cykelrytteren Søren Kragh Andersen

Årets Fynbo 2020

Sidste lørdag i januar kårer Fyens Stiftstidende Årets Fynbo. Prisen går til en fynbo, der på positiv vis har gjort sig bemærket ved at yde en indsats til gavn for Fyn eller for den omgivende verden. Læserne indstiller kandidaterne og en jury udvælger fem nominerede, hvoraf en bliver året til Årets Fynbo. Offentliggørelsen sker normalt ved et større arrangement i Fyens Stiftstidendes mediehus, hvor tidligere modtagere, læsere og andre vigtige personer samles. I år foregik overrækkelsen digitalt - og blev livestreamet på fyens.dk med juryen i studiet og chefredaktør Poul Kjærgaard live hos modtageren af prisen. Årets Fynbo i 2020 blev fodboldlegende og coach Lars Høgh.

Chefredaktør på Fyens Stiftstidende Poul Kjærgaard uddeler prisen som Årets Fynbo 2020 til fodboldlegende og coach Lars Høgh. Foto: Michael Bager

Fyens Stiftstidendes Forskerpris 2020

Fyens Stiftstidendes Forskerpris er blevet uddelt siden 1972. Bag prisen står Den Fynske Bladfond. Prisen er en hæderspris, der uddeles til en eller flere forskere fra Syddansk Universitet, der har skabt opmærksomhed og høstet anerkendelse for banebrydende forskning. Ud over hæderen følger en check på 25.000 kroner. I ulige år uddeles tre forskerpriser - i lige år to forskerpriser. Efter planen skulle der være afholdt en prisuddeling i mediehuset på Banegårdspladsen torsdag den 24. september, men det er af covid-19 hensyn og restriktioner aflyst. Men priserne blev uddelt. De gik til lektor Lars Bisgaard og professor Ulla Gro Nielsen.

Best of Odense 2020

Ugeavisen Odense hylder hvert efterår det bedste i Odenses handels- og kulturliv med kåringer på stribe i Best of Odense. Læserne indstiller kandidater i 16 kategorier, og vinderne kommer på scenen ved et festligt awardshow som pga. restriktioner kun talte godt 300 gæster, hvor der tidligere år har været op til 700 gæster. Awardshowet blev streamet på fyens.dk.

Byens Bedste i Middelfart 2020

Melfar Posten i Middelfart kårede i efteråret 2020 Byens Bedste blandt byens handels- og kulturliv med ni kåringer og tre specialpriser: Fællesskabsprisen, Optimistprisen og Brobyggerprisen. Læserne indstillede kandidaterne og vinderne blev hyldet ved et awardshow afviklet i skyggen af corona. I stedet for at samles til en stor fysisk fest, flyttede fejringen ud til mindre fester rundt omkring i kommunen. Her blev vinderne overrasket af mediehusets udsendte reporterhold, der sendte live hjem til studiet i Middelfart, hvor det hele blev bundet sammen og streamet på fyens.dk.

Fyns bedste filmidé 

Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis afviklede i efteråret en konkurrence sammen med filmselskabet Ulla Film. Målet var at få læsernes gode ideer frem i lyset med muligheden for en dag at ende på det store lærred.

Årets Erhvervspris i Ringkøbing-Skjern

Den grønne omstilling og cirkulær økonomi var temaet for Årets Erhvervspris, som blev uddelt i januar af Dagbladet Ringkøbing-Skjern i samarbejde med Vestjysk Lederforum. Der var skarp konkurrence mellem seks lokale virksomheder. Skjern Paper vandt prisen med begrundelsen, at virksomheden har stor betydning lokalt, men samtidig er en global spiller, som har haft mod til over en lang årrække at foretage store investeringer i den grønne omstilling.

Årets Gjæwe Vestjyder 

Lokale ildsjæle er gennem mange år blevet hædret af Dagbladet Ringkøbing-Skjern i samarbejde med Ringkjøbing Landbobank. De seks iniativrige vestjyder, som ved bankens generalforsamling i 2020 blev belønnet med en vase og et rejselegat på 10.000 kroner, bliver samtidig de sidste af slagsen, idet Landbobanken og Dagbladet har besluttet at ændre formen til en årlig hædring af Årets Forening.

Corona-buketten delt ud i Ringkøbing-Skjern

Under forårets corona-nedlukning uddelte Dagbladet Ringkøbing-Skjern buketter til en stribe mennesker i lokalområdet, som gjorde en særlig indsats for at holde humøret oppe hos deres bysbørn. Læserne var meget aktive til at indstille værdige modtagere.

Den Sydfynske Initiativpris

Hvert år på avisens fødselsdag har Fyns Amts Avis uddelt “Den Sydfynske Initiativpris”. Her hylder vi - sammen med avisens lokale ejerskab - de folk, der gør en særlig indsats for Sydfyn, Langeland, Ærø og øerne. Prisen blev stiftet på avisens 150 års fødselsdag i 2013, og i 2020 blev vinderen af prisen ÆrøEkspressen og de mange hundrede folk og aktionærer bag, der gjorde, at der igen sejler en færge mellem Marstal og Rudkøbing. 

Årets Bojsen delt ud i Horsens

Hvert år i starten af april uddeler Horsens Folkeblads Fond tre Bojsen-priser, en stor og to små. I 2020 var FN's Verdensmål nummer 8 temaet , og modtagerne blev alle hædret for at have skabt gode og ordentlige arbejdspladser lokalt. Hovedprisen gik til koncerndirektør Hans Schur, Horsens, for sin mangeårige indsats for at skabe solide og anstændige arbejdspladser i familiefirmaet af samme navn. De to mindre priser modtog Gitte og Christian Henriksen, der ejer og driver en Rema 1000-butik, og Mette og Henrik Kjær, der ejer og driver fem bagerbutikker.

Horsens Folkeblads Idrætslederpris

Prisen uddeles i februar, når Horsens Kommune hædrer lokale sportsfolk. Prisen er på 3000 kroner og gives til en lokal idrætsleder, som har gjort en stor indsats. Prismodtageren udpeges af Sport Horsens. I 2020 gik prisen til Lars Clemmensen fra Brædstrup IF.

Årets Stjerne i Vejle 

Vejle Amts Folkeblad uddeler hvert år “Årets Stjerne”, som gives til en aktiv idrætsudøver eller en leder inden for idrætsverdenen, der har udført noget ganske særligt. Prisen er på 10.000 kroner samt en håndlavet stjerne, der er en kopi af en stor stjerne, der står ved biblioteket i Vejle udført af Kristian von Hornsleth. Normalt uddeles den ved en stor sportsgalla, men den blev i sidste øjeblik aflyst og afviklet digitalt. Prisen gik i år til en ung amerikansk fodboldspiller, Magnus Møller. Han er den yngste europæiske spiller nogensinde, der har fået et såkaldt ”full-ride” stipendium til den amerikanske College Division 1. I klubben Triangle Razorbacks giver Magnus Møller også noget tilbage, blandt andet som positionstræner for klubbens U16-hold, ligesom han hjælper til som dommer."

Boye Pokalen delt ud i Aarhus

Århus Stiftstidende står bag uddelingen af Danmarks næstældste idrætspris, Boye Pokalen.

Boye pokalen er guldsmed Erling Boyes svendestykke, som han efter endt uddannelse skænkede til Århus Stiftstidende, og som vi hvert år siden 1956 har uddelt. Ud over æren og retten til at have pokalen stående i et år får vinderen 20.000 kroner skænket af Aarhus Stiftstidendes Fond. Prisen deles ud ved et kæmpe show fra Hermans i Tivoli, men på grund af coronaen kunne dette ikke finde sted i år. I stedet fik vinderen prisen overrakt i forbindelse med en kamp i elitedivisionen.

I 2020 var det badmintonspilleren, Anders Antonsen, der vandt titlen.

Årets århusianske idræts-talent

Århus Stiftstidende hædrer årets århusianske talent, der modtager et ”vandre-fad” og 5000 kroner,  skænket af Aarhus Stiftstidendes Fond. Vinderens vælges af Boye-komiteen. I 2020 var det håndboldspilleren Emil Jessen fra Aarhus Håndbold, der løb med prisen.

Byens bedste i Århus

Hvert år i november kårer vi jo Byens Bedste i en lang række kategorier. Det har vi gjort i 14 år, og arrangementet bliver til stadighed større. Vi kårer det bedste af det bedste i Aarhus inden for handels- og kulturlivet. I alt 15 forskellige kategorier lige fra byens bedste bager, shoppingsted til mænd og kvinder og restaurant til byens bedste flirtested, kulturbegivenhed og så naturligvis Århus Stiftstidendes ærespris. En jury udvælger de nominerede kandidater blandt den mange tusinde indstillede. Og sammen med juryen vælger læserne også vinderen. Sidste år kom langt over 120.000 stemmer.

Årets ildsjæl i Århus

I samarbejde med Aarhus Kommune kårer vi hvert år ”årets ildsjæl. Prisen går til en person, der har udført ulønnet arbejde indenfor et område der omfatter kultur, sport, biblioteker og fritid. En komite med repræsentanter fra frivilligelivet i Aarhus finder vinderen, der modtager 25.000 til sin organisation. Pengene kommer fra Vestjysk Bank. På grund af coronaen findes vinderen først senere i 2021.

Jysk Fynske Medier (JFM) er Danmarks næststørste private mediekoncern og dækker hele landet med over 2.549.000 forskellige personer, der besøger vores medier og kommercielle sites hver uge. En samlet omsætning tæt på 2 mia. kr. Koncernen udgiver i alt 15 dagblade med 611.000 læsere hver uge og 63 ugeaviser med 929.000 læsere fra Limfjorden til grænsen og på Fyn og Sjælland. Dagbladet Avisen Danmark er med 486.000 læsere hver uge et af landets mest læste dagblade. Dertil nationale, regionale og lokale nyhedssites med 1.125.000 ugentlige brugere. Den nationale Radio4 - med JFM som hovedejer - når godt 300.000 ugentlige lyttere foruden et langt højere antal ugentligt downloadede podcasts. Foruden Radio4 har koncernen fire kommercielle radiostationer med 698.000 ugentlige lyttere. Dertil drives digitale aktiviteter som Gul&Gratis, deal.dk og SPOTdeal. Ejer derudover trykkerier, distributionsselskaber, kommunikationsbureauet STEP m.m.