Årets redaktionelle highlights

"Månedens bedste" digitale journalistik

Af Daniel Bach Nielsen, redaktionschef på Livecentret

Siden marts 2021 har vi hver måned kåret månedens bedste digitale journalistik i JFM. For at vinde skal journalistikken leve op til tre kriterier:

Den skal virke digitalt, så vores abonnenter og loyale brugere tager godt imod den.

Den skal have høj kvalitet og dermed gå hånd i hånd med vores læserløfter og publicistiske mission.

Den skal fortrinsvis være lavet under normale, daglige produktionsforhold.

Virke

Vi tror på, at god journalistik, uanset om den kradser i et sår, vælter en udvalgsformand, hædrer en iværksætter eller på anden vis inspirerer eller underholder skal blive læst af et forholdsvist stort publikum. Journalistik med et begrænset antal læsere har ikke den effekt og påvirkning, som vi dag efter dag stræber efter.

Digitalt

Fremtiden er måske digital? Nutiden er det helt sikkert! Derfor har vi fokus på det digitale. Alt vi kan måle fortæller os, at dét, der optager læserne på en digital skærm og i en printavis, er det samme.

Abonnenter og loyale brugere

De trofaste brugere af vores journalistik er de vigtigste. Derfor er den feedback, de giver os gennem deres forbrug af journalistik også en vigtig målestok for succes.

Kvalitet

Troværdighed og tillid er vores vigtigste journalistiske kapital. Derfor skal månedens bedste naturligvis også leve op til vores interne krav om grundighed og ordentlighed. Der er ikke noget af fejre, hvis et dårligt stykke journalistik har nået mange læsere. Tværtimod.

Læserløfter

Journalister og redaktionerne i JFM har givet læserne et løfte. Vores læsere kan og skal have forventninger til os. Vi har forventninger til os selv. Det er vi åbne omkring, og disse løfter er noget, vi tydeligt bringer i spil over for læserne.

Daglig produktion

Vi vil gerne belønne hverdagens journalistik og fremhæve de bedste eksempler på nogle særligt vellykkede journalistiske greb og løsninger, som kan inspirere og nemt gribes af andre redaktioner og kollegaer i JFM.

Her ses et eksempel på et læserløfte fra Fredericia Dagblad. Journalist Morten Kiilerich lover f.eks. læserne at holde et skarpt øje med byudvikling og byggerier.

Marts 2021

Rasmus Just og Amalie Tarp Borup fra JydskeVestkysten vinder månedens bedste for marts 2021 for en artikelserie om krisen i psykiatriafdelingen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. 

Rasmus Just og Amalie Tarp Borup lever eksemplarisk op til hver deres læserløfte:

Rasmus: ”Jeg holder øje med magten og går efter de historier, ingen ønsker frem. Jeg har et kritisk blik på alle offentlige myndigheder og sundhedsvæsenet i landsdelen, når det drejer sig om misbrug og svigt”.

Amalie: ”Jeg klæder dig på til at kunne diskutere landsdelens vigtigste historier med venner, kollegaer og familie. Jeg får problemer frem i lyset, så de kan blive løst”.

Efter massiv kritik og mistillid fra ansatte: Udskældt psykiatriledelse fyret

April 2021

Det er ikke så ofte, at en artikel bag betalingsmuren ligger øverst blandt de mest læste artikler i koncernen en hel aften..

Men den14. april tog en særlig låst artikel læserne med storm, da JV sendte live fra årets første speedway-løb på Granly Speedway Arena i Esbjerg – kun for abonnenter.

Projektet blev båret frem af Chris Uldahl Pedersen fra sporten, som både fik idéen og førte den ud i livet, til sidste omgang var kørt. På mindre end to døgn og sammen med mange gode kræfter i både JV og JFM blev projektet til virkelighed. I samarbejde med den nye videohub i Horsens blev der lavet videooptakter til løbet, og selv stod Chris også for live-kommenteringen af løbet med speedwaylegenden Erik Gundersen som ekspert, hvor de i knap tre timer bragte deres store viden om speedway i spil til de levende billeder.

Da der var flest, så 1.000 betalende brugere med på samme tid. Og det samlede tidsforbrug på videoen går ud over 89 dage. I de to omkringliggende dage fik jv.dk 451 nye plus-kunder i butikken - hvilket er mange, mange flere end normalt.

Chris Uldahl Pedersens idé og eksekvering vandt også årets bedste blandt de mange andre stærke kandidater.

I videoen ses JydskeVestkystens første livesending fra et speedwayløb. Jysk Fynske Medier har i 2022 oprustet med mere livesport, så vi fremover kan sende et speedwayløb hver uge i sæsonen, ligesom der også sendes livesport fra basketball, volleyball, fodbold og boksning.

Maj 2021

Et rungende nej til udlændingecenter gav pote: Flere hundrede langelændere sagde fra over for ministeren 

"Det er løgn?!”. Reaktionen kom prompte i telefonen fra lokalredaktør Catrine Madelaire, da livecenteret om morgenen den 19. maj fortalte, at flere medier erfarede et nyt udrejsecenter på Langeland. For netop denne dag var hele redaktionen på kursus. En vikar sad på pinden, “hvis der nu skulle ske noget”.

Det gjorde der så, og imponerende hurtigt blev flere gode kræfter sat i gang, så dagen sluttede med et tocifret antal vinkler rundt om den store nyhed. 

De følgende dage sørgede redaktionen for at holde fast, og selvom de landsdækkende medier også var på sagen, var faa.dk på fuld omgangshøjde med breaking news og med vinkler fra borgernes modstand, lokalpolitiske reaktioner, et højspændt borgermøde og spillet på Christiansborg. Det blev også til to videoer i samarbejde med JFM's videohub, hvor journalisterne kastede sig ud i formatet for første gang midt i de hektiske dage. 

Da udrejsecentret på Langeland pludselig blev droppet den efterfølgende tirsdag aften,  rykkede redaktionen lynhurtigt igen med flere forskellige vinkler i løbet af en time. De var faktisk så klar, at både Fyens og FAA var i tredobbelt breaking. 

Dækningen står tilbage som en fremragende holdindsats, der virkelig er værd at fremhæve. Det var en situation, som redaktionen var fuldstændig uforberedt på, men alligevel kastede journalisterne sig ind i nyhedskampen ad flere omgange. Det er noget, som alle kan blive inspireret af, når de store nyheder kommer dumpende ud af det blå.

Et rungende nej til udlændingecenter gav pote: Flere hundrede langelændere sagde fra over for ministeren

Juni 2021

Den virtuelle pokal for juni går til Faaborg-Midtfyn-redaktionen på Fyens Stiftstidende. Redaktionens journalister leverede over et par døgn en rigtig flot digital præstation i forbilledligt samarbejde med både videohub, livecenter og 112-redaktionen, da der på mindre end ét døgn udbrød to alvorlige brande i Faaborg.

Der blev produceret i alt 16 vinkler på brandene, smækfyldt med video, stærke billeder og menneskehistorier. Brandene er et godt eksempel på, hvordan vi med video løfter dækningen af så store begivenheder. Og på, hvordan vi får spillet hinanden gode, når flere redaktioner løfter i flok.

Beboerne i otte lejligheder i Faaborg måtte i juni 2021 evakueres i forbindelse med en voldsom brand. Redaktionen i Faaborg var hurtige til at lave video i samarbejde med videohubben i Horsens.

Juli 2021

Månedens bedste for juli går til Randers Amtsavis og Pia Pagaard Møller, der har kastet et kritisk blik på et kendt ansigt i det randrusianske erhvervsliv.

Pias to plus-artikler om den kronjyske ejendomsmatadors fald viser med al tydelighed, hvad god og vedkommende lokaljournalistik kan, også selvom den som plus-indhold er forbeholdt nye og eksisterende abonnenter.

Korthuset er væltet: Kronjysk ejendomsmatadors koncern er blevet ramt af massekonkurser

August 2021

Når store ulykker rammer, skal de lokale borgere altid kunne finde en grundig dækning hos deres lokale JFM-dagblad. Det gjorde 98.000 brugere, da et stort feriecenter i Hvide Sande med 29 lejligheder stod i flammer.

Første mand på pletten var Alex Hermann fra JV, der normalt dækker Billund. Han afbrød for en stund sin ferie ved Vestkysten og fik leveret de første billeder fra stedet. Det er stærk holdånd på tværs af JFM. Redaktionen i Ringkøbing smed alt andet til side og fulgte stærkt op. Både Henrik Breum og Christian Baadsgaard blev sendt ud til stedet og lavede flere gode videoer i samarbejde med videohubben. Én af dem er den mest sete video i koncernen i august. I de følgende dage fulgte redaktionen forbilledligt op med flere grundige plus-artikler.

Se videoen fra feriecenter i flammer

September 2021

Når hverdagen pludselig ændrer sig drastisk for borgerne, er det afgørende, at vi er klar til at sætte os i deres sted og stille de rigtige spørgsmål. Den disciplin viste Rune Hellgren Blichfeldt fra Fyens Stiftstidende sig i den grad at mestre i begyndelsen af september. Her fik et stort antal borgere i Odense en forsmag på, hvordan det kan blive at bo, hvor de bor, når letbanen snart åbner. 

Runes historier er fornemt eksekveret. De går tæt på de berørte borgere, beskriver præcist problemernes omfang og er skrevet på et bagkatalog af en ekstremt stor viden om hele letbane-projektet. Og så har overskrifterne som indgang til historierne været eksemplariske.

Vibrerende gulve og klirrende glas i skabene: Naboer er rystede og overvejer at flytte efter letbanens jomfrutur gennem bymidten

Oktober 2021

Oktobers bedste digitale journalistik går vest på for at gentænke sportsjournalistikken i forhold til læsernes udækkede behov.

I Ringkøbing har en målrettet satsning på sport, man ikke kan få andre steder, ramt de sportsglade læsere lige i solar plexus med masser af nye abonnenter som det synlige resultat.

Sagde nej tak til Silkeborg: Nu bomber 17-årige Mathias Janneck for RIF - 14 mål i serie 2

November 2021

Vejle Amts Folkeblad løber med titlen som Jysk Fynske Mediers digitale duks i november 2021, da de hentede 110 nye abonnenter. Det er ganske enkelt imponerende.

Godt nok fortjener Vibeke Frost Oxholms serie fra Egtved om en kontroversiel børnehaveleder ekstra opmærksomhed. Ligesom redaktionens skarpe digitale fokus dagen efter valget 17. november med en buket af låste overbliksartikler fra de tidligste morgentimer også var en perfekt udmøntning af vores plus-strategi efter kommunalvalget. Men med i alt 40 forskellige artikler på vafo.dk i november, som blev indgangsdøren for nye digitale abonnenter, er der i den grad tale om en enestående holdpræstation.

December 2021

Smuk dækning af sportslegendes død og bisættelse vinder december måneds pris for den bedste digitale journalistik i december.

Fyens Stiftstidende er lige fyldt 250 år og bliver mindst dobbelt så gammel, hvis den bliver ved med så kompetent at teste og finde fremtidens journalistiske stier og virkemidler. 

Kollegerne på Fyn vinder december måneds pris for den bedste digitale journalistik i JFM for dækningen af Lars Høghs død og bisættelse. Dækningen er et eksempel på, hvordan vi med lokal tæft og tilstedeværelse kan løfte en ellers national og meget konkurrenceudsat begivenhed til noget helt særligt fynsk og JFM’sk.

Minderne lever videre: Se det store digitale billedalbum af Lars Høghs enestående karriere

Foto: Michael Bager
Jysk Fynske Medier (JFM) er Danmarks næststørste private mediekoncern og dækker hele landet. Vi når ca. 2,6 millioner kontakter hver uge, har en omsætning på ca. 2 mia. kr. og beskæftiger ca. 1800 medarbejdere. Koncernen udgiver i alt 15 dagblade med godt 600.000 læsere hver uge og 63 ugeaviser med ca.  930.000 læsere. Avisen Danmark er et af landets mest læste dagblade med over 450.000 læsere hver uge. Dertil regionale og lokale nyhedssites med ca. 1,2 mio. ugentlige brugere. Den nationale Radio4 - med JFM som hovedejer - når ca. 280.000 ugentlige lyttere. Radio4’s podcasts blev i 2021 downloadet 8,5 mio. gange. Foruden Radio4 har koncernen fire kommercielle radiostationer med tæt på 700.000 ugentlige lyttere. JFM er medejer af det største danske distributionsselskab dao og har derudover egne distributionsselskaber. JFM ejer to rotationstrykkerier og et full service printhouse Step Print Power. Datterselskabet, kommunikationsbureauet STEP er blandt Danmarks største. Dertil drives digitale aktiviteter som Gul&Gratis, deal.dk og SPOTdeal.