Nye nichemedier

Emma Ahlgreen Haa og Asbjørn With er to af vores nye journalister på nichemedierne. De udgiver sammen NorddjursLIV. Foto: Mathilde Bech

24 nye lokale medier så dagens lys

Af Jørn Broch, digital chefredaktør

Antallet af lokale medier i Danmark er blevet færre i de seneste 10 år. Hver fjerde dagbladsredaktion og hver fjerde ugeavis er forsvundet, og dermed er store lokalområder uden mediedækning. 

Jysk Fynske Medier har et formål, som står over alt andet i virksomheden. At arbejde for demokrati og sammenhængskraft. Derfor traf virksomhedens direktion, bestyrelse og ejere i foråret 2021 beslutning om at starte 24 nye lokale medier. Et demokrati er nemlig kun velfungerende, hvis der er kritiske, uafhængige medier til at understøtte det.  

En række lokale områder i Danmark er uden mediedækning overladt til den formidling af information, der sker på sociale platforme, primært Facebook. Jysk Fynske Medier ønsker ikke at overlade demokratiet og slet ikke nærdemokratiet til en platform som Facebook. 

Derfor investerede Jysk Fynske Medier 30 millioner kroner i 24 nye lokale medier i foråret.  

Der blev oprettet en række LIV-medier. Nye lokale, digitale medier i Skanderborg, Favrskov, Nord- og Syddjurs. Nye lokale digitale medier i en række lokalområder i det, man kan betegne som Stor-Århus, i Lystrup, i Skåde-Højbjerg-Holme, i Risskov, i Tranbjerg-Maarslet og i Viby-Stavtrup.

Også i København fik en række bydele deres eget nye lokale, digitale medie: På Amager, Frederiksberg, Nordvest, Nørrebro, Sydhavnen, Valby, Vanløse, Vesterbro og Østerbro

Samtidig lancerede vi fem nye erhvervsmedier i fem forskellige byer/regioner med henblik på at lave medier til, om og for de lokale erhvervsliv. Randers, Århus, Odense, Esbjerg og Trekantområdet fik derfor også i et nyt lokalt erhvervsmedie i løbet af 2021. 

Det lokale medie, SkanderborgLIV og erhvervsmediet, ErhvervsLIV Aarhus så som det første i den store satsning på lokale medier dagens lys 1. maj. Journalist Bettina Sønderskov præsenterede det nye medie i Skanderborg i et nyhedsbrev og på hjemmesiden. Hun fortalte detaljeret om det nye medie, og det gør journalisterne på samme måde på alle de nye lokale medier; forklarer mediets ambitioner og løfter til lokalområdet. 

I Aarhus fortalte journalist Kirsten Louise Laursen på samme måde om ErhvervsLIV Aarhus i en video på sitet og delte den på sociale medier. 

Hen over sommeren kom resten af de nye medier i luften, alle med klare læserløfter til brugerne. 

Erhvervsliv Aarhus vil bringe gode kræfter sammen, så det styrker muligheden for at skabe vækst og udvikling lokalt.

LIV I Lystrup, Risskov, Skåde-Højbjerg-Holme, Viby-Stavtrup og Tranbjerg-Mårslet

Af Jens Wolf Møller, redaktionschef

Fem nye medier engagerede sig i sommeren 2021 i en række forstadsområder i Aarhus Kommune. LystrupLIVSkåde-Højbjerg-Holme, RisskovLIV, Tranbjerg-MaarsletLIV og i Viby-StavtrupLIV. De er kommet med løfter om, at ’styrke samtalen i og om din forstad, så du kan få endnu større indsigt og bedre mulighed for at tage del i det lokale liv’. Og de er kommet for at blive.

I hver af de fem områder, nemlig Lystrup, Risskov, Skåde-Højbjerg-Holme, Viby-Stavtrup og Tranbjerg-Mårslet, er foreløbig udsendt omkring 50 nyhedsbreve, som indtil for nylig har været gratis at modtage og læse. Hvilket omkring 1500 borgere i hvert område har sagt ja til.

Fra marts-april 2022 koster det 39 kroner per måned at læse artiklerne i nyhedsbrevene, hvilket læserne synes at acceptere.

Vi har argumenteret med, at professionel journalistik koster penge at fremstille, og den præmis har kun ganske få anfægtet, mens stadig flere tegner abonnement, så de har fuld adgang til indholdet.

De fem journalister, som dækker de fem forstadsområder, arbejder tæt sammen om idéudvikling og research om emner, som har lokal bevågenhed i alle områderne. Det kan for eksempel være konstruktive bud på, hvordan støj fra de store veje i forstæderne kan begrænses:

Eller hvad der kan gøres ved uhensigtsmæssigt parkerede biler.

Men på LIV-medierne er vi også stærkt optagede af at fortælle om det helt unikke for hvert af områderne og opfordre læserne til at opsøge, opleve og deltage i det

Det kan være guiden til de skjulte steder i bl.a. Skåde-Højbjerg-Holme.

Det kan være cafeen for de ensomme, hvor de taler om døden, efter at to stamgæster gik bort.

Særlig interesse blandt læserne er der for nyheder om butikker og spisesteder, der åbner og lukker. Det har vi i flere områder givet overblik over og sat i perspektiv. Som for eksempel artiklerne om, hvordan indfaldsvejen Oddervej kan blive et attraktivt butiksstrøg.

Desuden ser vi på vores interne statistikker, at portrætter af markante mennesker i lokalområdet, som læserne kan røres, inspireres og imponeres af, er i høj kurs. I den genre har vi den farverige farvehandler.

God respons har vi også fået på de kritiske afsløringer i sager, hvor byrådsbeslutningerne og kommunens administration ikke er helt i flugt med de udbredte ønsker i forstaden, eller hvor borgere er kommet i klemme. Således satte en klagesag fra Risskov om ulovlige byggegebyrer dagsordenen i hele kommunen. Artiklen her blev lavet i samarbejde med en af Århus Stiftstidendes journalister:

LIV-medierne i Aarhus Kommune

  • Premiere: Juni-juli-august 2021
  • Redaktion består af:
  • Mette Marie Birch Breuning (LystrupLIV)
  • Kristoffer Kiesbye (RisskovLIV)
  • Kristine Dam Johansen (Viby-StavtrupLIV)
  • Stig Atzen (Tranbjerg-MårsletLIV)
  • Christian Gnutzmann (Skåde-Højbjerg-Holme)
  • Redaktionschef: Jens W. Møller

SkanderborgLIV

Af Daniel Bach Nielsen, redaktionschef

Fredag 7. maj 2021 så SkanderborgLIV dagens lys. I samme uge som corona for andet år i træk officielt aflyste årets Smukfest debuterede journalist Bettina Sønderskov som forfatter af et håndholdt digitalt nyhedsbrev til borgerne i Skanderborg Kommune.

Premieren på SkanderborgLIV blev helt naturligt en 360-graders tur rundt i festivalens lokale økosystem. Hvad betyder aflysningen af den med afstand største begivenhed i Skanderborg Kommune for eksempel for talentudviklingen i håndboldklubben? Hvilke konsekvenser har det for alle de lokale velgørende projekter, som overskud fra Smukfest kommer til gode? Og hvad med Sølund Musik-Festival, der også blev væltet omkuld af corona med store sociale konsekvenser for en marginaliseret del af befolkningen?

- Vores festivalpublikum kan ikke bare invitere til havefest eller tage en spontan tur i biografen, begræd festivalchef Lasse Mortensen.

At starte et nyt lokalt medie op i et år med kommunalvalg er et lykketræf. SkanderborgLIV har præsenteret læserne for de vigtigste dagsordenener og for valgets hovedpersoner. Ikke i nyere tid, hvis nogensinde, har borgerne i Skanderborg kunne træffe et valg på så veloplyst et grundlag.

Mange steder i Skanderborg boblede både udviklingen og debatten om udviklingen i 2021 - men nok næppe så meget som i Ry, hvor en gruppe erhvervsfolk i efteråret lancerede en omsiggribende udviklingsplan for byen. En plan, hvor et af scenarierne - og det vakte stor furore - rummede en ophævelse af fredningen rundt om Knudsø.

Redaktionen kom også forbi Kvickly-grunden i det centrale Skanderborg, hvor en række nye rammer for et kommende byggeri fik Coop til at slå sig i tøjret. Den og mange andre artikler med kritisk og kærlig fokus på udviklingen og livet i Skanderborg Kommune kan man opleve i den årskavalkade, som redaktionen serverede for læserne på tærsklen til 2022.

Fakta om SkanderborgLIV

  • Premiere: Fredag 7. maj 2021
  • Redaktion: Bettina Sønderskov og Christian Bæk Lindtoft
  • Redaktionschef: Daniel Bach Nielsen
  • Adresse: Godthåbsvej 27, 1. sal, 8660 Skanderborg
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her
"Vi lytter og giver dig en stemme, så du får indsigt og mulighed for mere indflydelse på udviklingen i Skåde, Højbjerg og Holme". Sådan lyder den klare mission på vores nye nichemedie i Skåde, Højbjerg og Holme med journalist Christian Gnutzmann i spidsen.

FavrskovLIV

Der er traditionelt rimelig ro på i Favrskov, når der står kommunalvalg i kalenderen. Det gælder selvfølgelig ikke hos alle de opstillede kandidater, der er spændte på, om de bliver valgt ind. Men for borgerne, der ikke er aktive i den politiske manege, plejer valget og valgaftenen i Favrskov at forløbe rimelig udramatisk. 2021 blev en undtagelse til den fortælling.

Heldigvis var FavrskovLIV ned hele vejen og kunne fortælle om, hvordan den nye konservative borgmester fra den nordligste del af kommunen blev ”offer” for sin egen og partiets succes.

Siden FavrskovLIV gik i luften torsdag 24. juni 2021 har redaktionen haft travlt med at dække byrådsmøder, kommunalvalg, lokalplaner, byggeplaner, fremtidsplaner og meget andet. Om det er linjeføringen syd om Lading Sø, kampen for eller imod vindmøller i Hallendrup eller genslyngningen af Lilleåen i Kollerup Enge. Et omstridt byggeri i Hinnerup, hvor 75 almene lejeboliger i løbet af de kommende år skyder fem etager i vejret i den gamle stationsby, er et af flere større projekter, FavrskovLIV også har fulgt tæt. 

Ud over at gå helt tæt på de beslutninger, der påvirker borgernes hverdag, har redaktionen i det mere muntre hjørne af lokaljournalistikken også taget læserne helt tæt på to lokale stjerner, der begge har næse for iscenesættelse. Den ene er Thorsøs Medina, med det borgerlige navn Emma Amalie Jensen, som drømmer stort på egne og andre unge kvinders vegne. Og i den mere useriøse afdeling, har FavrskovLIV fået hele fortællingen om den landskendte karakter Kirsten Birgits opvækst i Søften.

Fakta om FavrskovLIV

  • Premiere: Torsdag 24. juni 2021
  • Redaktion: Jesper Rehmeier, Maria Neergaard Lorentsen, Benjamin Alexander Helbo
  • Redaktionschef: Daniel Bach Nielsen
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her

SyddjursLIV

SyddjursLIV gik i luften onsdag 11. august med nyheden om, at Rønde stod til at miste 35 arbejdspladser. Den historiske Kalø Hovedgård som centrum for vildtforskningen i Danmark igennem mere end 70 år var snart slut. Selv om den afgående borgmester i Syddjurs rejste et rødt flag over for regeringen og dermed sit eget parti, så lykkedes det ikke at redde de mange arbejdspladser.

Hvis man er nysgerrig på, hvordan forhandlingerne om en borgmesterpost folder sig ud, så tag med SyddjursLIV ind til de hemmelige ”hulemøder”. Spillet om magten i Syddjurs ved kommunalvalget 2021 startede længe inden, vælgerne havde afgivet deres stemmer. Et grundigt forarbejde og intense politiske forhandlinger i dagene op til valget, var nemlig stærkt medvirkerne til, at konstitueringen i Syddjurs Kommune blev den mest fredelige i mange år.

En ny leder i Familierådgivningen i Syddjurs Kommune greb om nældens rod og talte åbent om både problemer og løsninger, da SyddjursLIV satte fokus på manglende trivsel og et rekordhøjt sygefravær i kommunens familierådgivning. Der var både tale om dårlig ledelse, umyndiggjorte socialrådgivere og ikke mindst borgere, som ikke fik den hjælp, de både har krav på og brug for. Forældre med særlige behov betroede deres barske historier til SyddjursLIVs Asbjørn With, der fra starten valgte at indtage en konstruktiv rolle som både journalist og mægler mellem forældre og kommune. Det er en fortløbende proces, der også rækker ind i 2022, hvor denne stærke historie om for tidligt fødte Emil og hans forældres kamp er blevet publiceret.

Fakta om SyddjursLIV

  • Premiere: Onsdag 11. august 2021
  • Redaktion: Søren Øhlers, Asbjørn With
  • Redaktionschef: Daniel Bach Nielsen
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her

NorddjursLIV

”I gør det godt” og ”bliv ved i samme stil”, sådan lyder nogle af de opmuntrende tilbagemeldinger fra læsere, der har bidraget med feedback og fast modtaget nyhedsbrevet fra NorddjursLIV, der blev sendt første gang onsdag 1. september 2021.

Det fællesskab, vi arbejder dedikeret for, skal vokse sig stærkt i Norddjurs tæller et pænt stykke over 1.000 faste modtagere af nyhedsbrevet. Hver måned rammer vi med vores digitale lokaljournalistik over 5.000 personer på den øverste del af Jyllands næse. Det svarer til cirka hver sjette person over 16 år i kommunen.  

Uden på nogen måde at være i mål efter bare et halvt års levetid, så er både ambitioner og selvtillid intakte. Og vi arbejder ydmygt og målrettet videre på at udvikle en ny og konstruktiv form for digital lokaljournalistik, der skal gøre en positiv forskel for læserne og det nære demokrati.

Vi har på NorddjursLIV blandt andet skrevet om de lokale borgere, der gik sammen og sikrede den lokale købmands overlevelse i Gjerrild. 

Vi har også fortalt om kommunens indsats med at matche virksomheder med arbejdsløse indvandrere, hvilket både har reduceret udgifterne til integrationsydelse og skaffet kvalificeret arbejdskraft til flere virksomheder, blandt andet i Nørager. 

Ligesom vi også har fortalt om Thine og Jacob, der søgte til Stenvad og Norddjurs for at skabe de perfekte rammer for livet i den dejligste natur. Og så har vi på bagkanten af en spændende valgkamp portrætteret Norddjurs’ nye borgmester. 

Der er heldigvis rigtig meget spændende og positivt at fortælle om i Norddjurs. Men vi har på NorddjursLIV ikke en klap for øjet, og vi går også kritisk til værks, når der er behov for det.

Vi glæder os til mere af det hele i 2022.

Fakta om NorddjursLIV

  • Premiere: Onsdag 1. september 2021
  • Redaktion: Emma Ahlgreen Haa, Asbjørn With
  • Redaktionschef: Daniel Bach Nielsen
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her

Erhvervsliv Aarhus, Randers, Esbjerg, Odense og Trekanten

Af Henrik Skov Anhøj, erhvervsredaktør

Fredag 7. maj 2021 fik erhvervslivet i Aarhus sit helt eget medie. Erhvervsliv Aarhus er navnet, og missionen er at bringe gode kræfter sammen for at styrke muligheden for vækst og udvikling lokalt.

Det handler kort fortalt om at forstå succeserne og forklare fiaskoen, at dele inspiration mellem lokale virksomheder, og ikke mindst sørge for at brugerne hurtigst kan blive opdatere på, hvad der sker hos kolleger, konkurrenter og samarbejdspartnere i byen.

Opgaven har fra dag ét været lagt i hænderne på journalist Kirsten Louise Laursen, som leverer et digitalt håndholdt nyhedsbrev til læseren flere gange om ugen – direkte i mailboksen. Og det er netop nyhedsmailen, der er det primære produkt. En direkte måde at kommunikere til modtageren på – og som har åbnet op for umiddelbar feedback den anden vej fra første nyhedsbrev.

Det blev i alt til 62 nyhedsbreve i premiereåret svarende til to om ugen i perioden.

I midten af august blev familien udvidet med søstermediet Erhvervsliv Randers. Her er Trine Wiese ankerkvinden, men den publicistiske mission er nogenlunde den samme – at inspirere og fortælle om lokale virksomheder på tværs af brancher, så brugerne får større værdi af at være en del af Randers’ erhvervsliv.

Her er et af de faste elementer den digitale brevkasse Spørgehjørnet, hvor det er muligt at stille spørgsmål og få svar af lokale eksperter om alt, hvad der relaterer sig arbejdslivet – herunder forholdet mellem ledere og medarbejdere.

Det blev til 32 digitale nyhedsbreve i perioden 18. august til 30. december.

Den første dag i september blev Erhvervsliv-familien fuldbragt med en trilinge-fødsel i Esbjerg, Odense og Trekanten, der dækker erhvervslivet i Fredericia, Kolding og Vejle. Hvert nyhedsbreve har også her sin faste afsender i Ditte Irene Knudsen, Mathias Banke og Henrik Kruse.

Redaktionen har et fælles mål om at give læserne en fordel via nyhedsbrevene. Det sker for eksempel i formatet ’Tre værktøjer, der gør min hverdag lettere’. Her deler lokale virksomhedsledere med hinanden, hvilke hjælpemidler de bruger, og som andre kan have fordel af at kende og blive inspireret af.

Et andet redaktionelt hovedmål er at hjælpe brugerne med at forstå, hvordan forretninger udvikler sig. Det kan for eksempel være ved at beskrive nye tendenser i markedet.

Endelig er det et vigtigt tredje publicistisk mål for redaktionerne at være forbindelsesskaber i det lokale erhvervsliv. For eksempel ved at give overblik og guide til det vælge det rette netværk i byen.

Det blev til 81 nyhedsbreve samlet i årets sidste fire måneder – og 175 i alt fra Erhvervsliv i 2021.

De fem lokale erhvervsliv-medier bliver i løbet af foråret 2022 en del af JFMs abonnementsforretning.

Fakta om Erhvervsliv Aarhus

  • Premiere: Fredag 7. maj 2021
  • Redaktion: Kirsten Louise Laursen
  • Erhvervsredaktør: Henrik Skov Anhøj
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her

Fakta om Erhvervsliv Randers

  • Premiere: Onsdag 18. august 2021
  • Redaktion: Trine Wiese
  • Erhvervsredaktør: Henrik Skov Anhøj
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her

Fakta om Erhvervsliv Esbjerg

  • Premiere: Onsdag 1. september 2021
  • Redaktion: Ditte Irene Knudsen
  • Erhvervsredaktør: Henrik Skov Anhøj
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her

Fakta om Erhvervsliv Odense

  • Premiere: Onsdag 1. september 2021
  • Redaktion: Mathias Banke
  • Erhvervsredaktør: Henrik Skov Anhøj
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her

Fakta om Erhvervsliv Trekanten

  • Premiere: Onsdag 1. september 2021
  • Redaktion: Henrik Kruse
  • Erhvervsredaktør: Henrik Skov Anhøj
  • Læs om redaktionens løfte til læserne her
Henrik Kruse udgiver 2-3 gange om ugen nyhedsbrevet Erhversliv Trekanten. Foto: Michael Svenningsen
Jysk Fynske Medier (JFM) er Danmarks næststørste private mediekoncern og dækker hele landet. Vi når ca. 2,6 millioner kontakter hver uge, har en omsætning på ca. 2 mia. kr. og beskæftiger ca. 1800 medarbejdere. Koncernen udgiver i alt 15 dagblade med godt 600.000 læsere hver uge og 63 ugeaviser med ca.  930.000 læsere. Avisen Danmark er et af landets mest læste dagblade med over 450.000 læsere hver uge. Dertil regionale og lokale nyhedssites med ca. 1,2 mio. ugentlige brugere. Den nationale Radio4 - med JFM som hovedejer - når ca. 280.000 ugentlige lyttere. Radio4’s podcasts blev i 2021 downloadet 8,5 mio. gange. Foruden Radio4 har koncernen fire kommercielle radiostationer med tæt på 700.000 ugentlige lyttere. JFM er medejer af det største danske distributionsselskab dao og har derudover egne distributionsselskaber. JFM ejer to rotationstrykkerier og et full service printhouse Step Print Power. Datterselskabet, kommunikationsbureauet STEP er blandt Danmarks største. Dertil drives digitale aktiviteter som Gul&Gratis, deal.dk og SPOTdeal.