En tur rundt på vores medier

Digitale brugere ugentligt: 500.000
Af Mads Sandemann, chefredaktør

Mindre men bedre. Sådan kan årets fokusering af journalistikken på JydskeVestkysten gøres op. Det selvom de omkring 35.000 abonnenters forbrug af den betalte journalistik steg med 50 procent.

Antallet af artikler faldt med cirka ti procent. Der blev til gengæld lavet mere gennemarbejdede historier med større gennemslagskraft hos læserne. Et vellykket eksempel var en serie med undersøgende journalistik om massive problemer på en medicinsk afdeling på sygehuset i Aabenraa. 

Amalie Tarp Borup og Jané Gad Akrawi fra nyhedsredaktionen fik prisen for årets JV-journalistik, Peter von Westen-prisen. Vi kunne se på vores data, at serien havde vores abonnenters opmærksomhed, og serien fik også en række brugere til at tegne abonnement. 

Vores læsere bruger meget tid på artikler om mennesker: Skæbnefortællinger og store nekrologer. Ken Mathisen fra Esbjerg-redaktionen stod for årets JV-fortælling, da han lavede tre meget læste historier om den kun 20-årige trafikdræbte Andreas. Først fortalte Ken Mathiesen den rørende menneskehistorie om den unge mands tragiske dødsulykke og korte liv, så man fik tårer i øjnene. 17 dage senere fulgte han op med historien om familiens oplevelser med et sundhedsvæsens uempatiske behandling af dem i deres livs krise. Og regionrådsformandens berørte kommentar til familiens oplevelser.

På JydskeVestkystens lokalredaktioner blev der i 2021 også produceret indhold til 16 ugeaviser med et samlet læsertal på 306.000. Ugeavisen Varde blev hædret med en prisen for bedste ugeavis-udgivelse i JV-land i 2021. Det var et tema om børn med talevanskeligheder.

Kommunal og regionsvalget var årets redaktionelle højdepunkt. Vi arrangerede 17 valgmøder, stillede med ordstyrer på 31 valgmøder, og JV-medarbejdere optrådte 20 gange i andre mediers radio- og tv-programmer. 31.544 brugere på jv.dk forberedte sig på valget ved at tage vores kandidattest. Dækningen af lokalvalgene kulminerede dagen efter valget, da jv.dk satte brugerrekord med 202.000 mod et gennemsnit på 134.000 daglige brugere i 2021.

I 2021 fik JydskeVestkysten to gange kritik af Pressenævnet for klare og beklagelige overtrædelser af de vejledende regler for god presseskik. I begge tilfælde var der tale om krænkelser af privatlivets fred, som ikke kunne begrundes med den offentlige interesse for historierne.

Fakta om JydskeVestkysten

  • 11 redaktionelle lokationer med hovedsæde i Esbjerg
  • 95 redaktionelle medarbejdere

Digitale brugere ugentligt: 100.000
Af Lars Norup, chefredaktør

Den lokale medieverden ændrede sig i 2021. JP Viborg kom til vores by, og vi hilser konkurrencen velkommen. Vi har rettet ekstra fokus på journalistisk udvikling og på digitale platforme, hele tiden med fokus på  at lave relevant indhold til brugerne, når de har brug for det. 

Antallet af daglige brugere blev mere end fordoblet i løbet af året.  

Flere historier har sat sig i hukommelsen. Der var ballade i Socialdemokratiet, da en borgmesterkandidat sendt en pornomail. Kandidaten blev ikke genvalgt. 

På valgaftenen sendte Viborg Stifts Folkeblad live-video i seks timer. Over 10.000 fulgte med hos os, mens magten blev fordelt.  

På sportsfronten var der Viborg FF’s tilbagevenden til superligaen. Det var med til at etablere et tæt forhold mellem folkebladets livedækning og det store fodbold-publikum i byen 

To store virksomheder har budt på svære redaktionelle overvejelser og udfordringer i 2021. Den ene er Apple, som har bygget et datacenter ved Viborg. Det er en svær virksomhed at dække. Alt skal gå igennem en freelance journalist. Apple er meget lukket. Vi har kun været på datacentret én gang mod at underskrive en fortrolighedserklæring, ikke tage fotos og ikke citere personer – kun Apple. Vi måtte ikke fotografere personale. Det har været grænseoverskridende og uden sidestykke i vores historie. Vi har løbende diskussioner om, hvordan vi håndterer den udfordring.

Den anden store virksomhed er Bach Gruppen, som fylder meget lokalt. Skandalesagen med betonen på Amager er langt fra Viborg. Vi har fulgt betonsagen på afstand og koncentreret os om firmaets lokale sager. Dem har der været flere af i løbet af året. Vi står fast på vores journalistiske forpligtelser over for en meget stor lokal aktør.

Fakta om Viborg Stifts Folkeblad

  • Adresse på Vesterbrogade 8, 8800 Viborg
  • 19 redaktionelle medarbejdere

Digitale brugere ugentligt: 225.000
Af Jan Schouby, chefredaktør

I mediehuset på Banegårdspladsen i Aarhus er tempoet for den digitale transformation skruet yderligere i vejret. Som et forsøg er endnu mere af papirproduktionen overgivet til printcentralen, så al fokus nu ligger på stiften.dk og produktionen af den rette journalistik. Det betyder, at vi stort set kun bruger tid på papiret, når avisen planlægges omkring middag, og når der klokken 16 skal overdrages stof til Printcentralen, som er en JFM-afdeling i Esbjerg, der layouter avissider for alle koncernens medier.

Det har virket efter hensigten. Antallet af artikler med meget få læsere er formindsket væsentligt samtidig med, at antallet af brugere og plus-abonnenter er stigende.

En væsentlig årsag hertil har også været vores arbejde med læserløfter, hvor medarbejderne på få sætninger har formuleret et løfte om, hvad det konkret er, læserne kan forvente den enkelte journalist vil levere af historier. Det har vist sig særdeles effektivt, både for abonnementssalg og for journalisterne, som nu i endnu højere grad kan fokusere på de områder, vi ved, læserne efterspørger.

Eksempelvis kan vi se, at vores journalistik om byudvikling for alvor skaber loyale brugere. Vi har blandt andet kortlagt antallet af byggeprojektet i Aarhus og lavet en del overbliksartikler, ligesom vi har solgt rigtig mange abonnementer på at hjælpe folk til at forstå, hvordan og hvorfor byen udvikler sig som den gør.

Vi har i 2021 også haft stor succes med en artikelserie om fodboldklubben AGF, hvor vi kårede de 50 bedste spillere gennem tiden og endte med at kåre det ultimative AGF-mandskab.

I løbet af året måtte vi desværre erkende, at vi for første gang i over ti år tabte en sag i pressenævnet. 

Vi bragte en historie om en kvinde, der følte sig snydt af familien i forbindelse med sin mors død, men desværre gjorde vi os ikke tilstrækkelige anstrengelser for at efterprøve kvindens oplysninger, og vi var heller ikke ihærdige nok i forsøget på at præsentere påstandene for kvindens familiemedlemmer. Et træls men fortjent nederlag i pressenævnet, men samtidig en vigtig lærestreg, der gav os grund til at genopfriske de presseetiske regler, og minde alle journalister om, at reglerne altid skal følges, og at vi specielt i sager om ærekrænkelser skal være ekstra påpasselige.

Redaktionen holder til på Banegårdspladsen 11 i Aarhus. Avisen har 30 redaktionelle medarbejdere.
Digitale brugere ugentligt: 400.000
Af Poul Kjærgaard, chefredaktør

Fyens Stiftstidende søgte svar på store spørgsmål i 2021. Hvilken kandidat skal have krydset? Hvordan styrker vi bedst det lokale handels- og kulturliv i coronaens kølvand? Og hvem skal passe farmor?

Store og væsentlige spørgsmål var omdrejningspunkt for de journalistiske indsatser, der satte sig blivende spor på Fyn i 2021.

Et frugtbart samarbejde mellem Fyns Amts Avis, TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende sikrede, at der var flere vælgere end nogensinde til de fynske vælgermøder i ugerne op til kommunalvalget. Med valgfolkefester i alle ti kommuner på Fyn kom tusindvis af vælgere tættere på kandidaterne og deres svar på vejen frem for udviklingen i deres kommuner. Og der var god tid til at komme ud i alle kroge. I hver kommune varede vælgermøderne fire timer, som blev transmitteret på mediernes nyhedssites.

Coronaens 2. bølge gjorde det endnu mere påkrævet at slå ring om det lokale butiksliv og kulturinstitutionerne. Det skete blandt andet en novemberaften i Nyborg, hvor der var premiere på Byens Bedste. Ved et tætpakket awardshow var der behørig hyldest til alt det bedste i den østfynske kongeby. Fyens Stiftstidende hylder ny byens bedste i Odense, Middelfart og altså fra 2021 i Nyborg.

Med spørgsmålet “Hven skal passe farmor?”, satte Fyens Stiftstidende i efteråret en dagsorden, der bredte sig ud over Fyn og blev en landsdækkende sag. Artikelserien afdækkede den tikkende bombe, der udgøres af en stadig større andel af ældre og plejekrævende holdt op mod manglen på varme hænder til at passe farmor og alle hendes jævnaldrende. Kampagnen blev rundet af med politisk topmøde om den tikkende bombe på velfærdsområdet.

Fakta om Fyens Stiftstidende

  • Fyens Stiftstidende er et regionalt dagblad, der redaktionelt dækker Fyn med redaktioner i Odense, Assens, Faaborg, Ringe, Kerteminde, Middelfart, Bogense, Nyborg og Svendborg, hvoraf flere deles med Fyns Amts Avis

Digitale brugere ugentligt: 100.000
Af Axel Præstmark, chefredaktør

2021 blev året, da Randers Amtsavis forærede sit lokalsamfund et nyt gratismedie i form at en 12 meter lang lysavis i femte sals højde, øverst på mediehuset for enden af Randersbro, på det tættest trafikerede punkt i provinsen. Hundredvis af bilister på broen får hver dag friske nyheder fra amtsavisen.dk og får således en fælles dagsorden og en styrket sammenhængskraft i lokalsamfundet.

2021 blev også året, da avisen rullede på landevejene med sin nye mobile redaktion, der dækker de fire oplandskommuner rundt om Randers. Den mobile redaktion holder i din indkørsel, når det er dig, der har noget på hjerte, og mobilredaktionen gør Randers Amtsavis mere nærværende end nogensinde.

2021 blev desuden året, da Randers Amtsavis bragte kommunalvalgets kandidater og deres vælgere sammen ved otte jordnære vælgermøder i og omkring en pølsevogn parkeret, hvor randrusianerne alligevel var på farten, nemlig foran deres lokale dagligvareforretning sidst på eftermiddagen.

Byens superligastolthed er også avisens stolthed, og derfor rejste avisen naturligvis med, da Randers FC i sensommeren og efteråret kronede sin pokalfinalesejr med otte kampe i Europa Conference League. På hjemmebanen spillede avisen på hold med økonomisk nødlidende børnefamilier og indsamlede igen i 2021 et rekordstort beløb gennem Randers Julehjælp.

2021 sluttede med en reorganisering af redaktionen, som blandt andet muliggjorde etableringen af en fem mand stor erhvervsredaktion, og som endegyldigt flyttede al fokus i retning af digitale medier og fremstilling af plusindhold for betalende abonnenter.

Fakta om Randers Amtsavis

  • Randers Amtsavis bor på Østergrave 4, 4. sal, 8900 Randers
  • 19 redaktionelle medarbejdere
Foto: Annelene Petersen, Randers Amtsavis

Digitale brugere ugentligt: 120.000
Af Søren Egebjerg Pedersen, chefredaktør

2021 startede med lige dele mink og coronapandemi for Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer og Folkebladet Lemvig. Den mest markante historie fra 2020, aflivningen af alle landets mink og siden nedgravning af de fleste af dem i et naturområde ved Nr. Felding syd for Holstebro, fulgte med ind i 2021. Vi var med, da de første naboer udtrykte bekymring over nedgravningen, og selv om regeringen få dage før årsskiftet besluttede at grave dem op igen, blev 2021 ikke uden ballade om minkgravene. Vi løftede naboernes frygt og var med til at sætte politisk pres på for en løsning. Vi agerede talerør og holdt lokalbefolkningen orienteret om projektet hele vejen frem til opgravningen var afsluttet.

Coronaen affødte naturligvis et væld af artikler. Vi var på tidspunktet særligt tilfredse med en reportage fra et belastet boligområde, hvor andelen af vaccinerede lå langt under gennemsnittet. Målet med reportagen var at finde svaret på, hvorfor en befolkningsgruppe ikke lader sig vaccinere, og den del lykkedes. Men vi kom ikke i mål med en ambition om at skabe forståelse for de forskellige synspunkter i forhold til vaccinen.

Året igennem har vi haft forøget fokus på at skabe det indhold, som giver mest værdi for læserne og som samtidig styrker det lokale demokrati og skaber sammenhængskraft. Det har blandt andet ført til, at vi genovervejer vores historier om kommunal forvaltning og vores kulturdækning. Begge dele kan dog sagtens rumme historier, som har både bred appel og stor relevans. For eksempel afdækkede vi, hvordan en sektionsleder i Holstebro Kommunes familieafdeling havde udstedt en ulovlig instruks til medarbejderne. På kulturfronten afslørede vi planer om at destruere en lang række kunstværker af den anerkendte maler Jens Nielsen. Omtalen skabte massiv debat om det principielle i at censurere og destruere kunst - og førte til, at malerier i stedet blevet revet væk på auktion.

Fakta om Dagbladet Holstebro/Struer/Lemvig

  • 3 redaktioner (Holstebro, Struer, Lemvig)
  • 21 redaktionelle medarbejdere
  • Kirkestræde 1-3, 7500 Holstebro

Digitale brugere ugentligt: 80.000
Af Gudrun Pedersen, chefredaktør

2021 blev endnu et år med abonnements-fremgang for Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Vores bestræbelser på at koncentrere kræfterne om de historier, der har størst relevans for vores læsere, og om hele tiden at blive digitalt dygtigere og hurtigere, honoreres med andre ord af lokalsamfundet. Det er vigtigt for demokrati og sammenhængskraft, ikke mindst i et kommunalt valgår.

Dagbladet satte dagsorden for flere af valgkampens tunge emner ved KV21, herunder planerne om en ferieby på fjorden ud for Ringkøbing og debatten om 270 meter høje testmøller tæt på tre landsbysamfund. At vælgerne/læserne fandt debatten relevant, vidnede valgresultatet om: 11 af de 29 byrådsmedlemmer blev skiftet ud, og én af valgets tabere erkendte da også sammenhængen i et efterfølgende interview.

Men det journalistiske år på Dagbladet handlede også om meget andet end politik. Blandt de på alle måder tungere sager var artiklerne om en tragisk arbejdsulykke, hvor en ung mand i december 2020 døde efter at være ramt af en industrirobot. Sagen var tæt på at ende med at blive registreret som en uforklarlig fejl ved robotten. Dagbladet afdækkede imidlertid, at lovkrav til sikkerheden var ignoreret. I skrivende stund har Arbejdstilsynet endnu ikke afgjort, om firmaet skal straffes. Journalist Lars Kryger blev nomineret til prisen Den Gyldne Blok for sit arbejde.

Midt i bestræbelserne på at være hurtige, relevante og dybtborende skal vi altid tænke os om. Det blev Dagbladet Ringkøbing-Skjern mindet om i det forgangne år. Omtalen af et stillingsopslag som turistdirektør i september 2020 fik i første omgang online-overskriften ”Forgængeren takkede hurtigt af: Ny turistdirektør skal have testet sin generelle intelligens”. Overskriften blev ændret efter få timer, da det stod klart for redaktionen, at den kunne opfattes som en kritik af den afgående direktør - men den første formulering gav i april 2021 kritik fra Pressenævnet. Sagen har givet anledning til selvrefleksion på redaktionen: At der er dækning for en overskrift, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er velvalgt i sammenhængen. 

Fakta om Dagbladet Ringkøbing-Skjern

  • To redaktioner i hhv. Ringkøbing og Skjern
  • 14 redaktionelle medarbejdere
  • Hovedsæde: St. Blichers Vej 5, Ringkøbing

Digitale brugere ugentligt: 60.000
Af Mette Salling Eriksen, chefredaktør

Der har i den grad været tryk på den journalistiske dækning på Fredericia Dagblad i 2021. Ikke mindst Jacob Bjerregaard-sagen, hvis dækning for vort vedkommende ikke kun begrænsede sig til de store breaking-overskrifter i januar til april, men i høj grad også den vedholdende, opfølgende og afledte dækning året ud.

Til årets kommunalvalg fik Dagbladet denne gang ekstra muskler, da Jyske Medier, der er ejerskabet bag Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad og Horsens Folkeblad, støttede et særligt valgprojekt i de tre mediehuse med 3,6 millioner kroner. Målet var bl.a., at vi i endnu højere grad sikrede en aktiv og demokratisk debat med afsæt i borgerne, så vælgerne var klædt bedst muligt på til at træffe et valg i stemmeboksen. Vi prøvede nye formater af i denne valgdækning – blandt andet online livedebatter, podcast og explainer-videoer.

Redaktionen arbejder målrettet med journalistisk udvikling, der baserer sig på data, læserløfter og læserinddragelse. Målet er fortsat, at vi skal styrke det lokale demokrati og sammenhængskraften. Styrkelsen af det lokale demokrati har ud over at afholde endnu flere lokale debatter end tidligere også været tæt knyttet til vores læserinddragelse, hvor vi ved at tage fredericianerne med i den journalistiske produktion i højere grad giver alle mulighed for at komme til orde og påvirke den dækning, vi laver, og tage aktiv del i demokratiet herved.

Fakta om Fredericia Dagblad

  • Redaktionen består af ni redaktionelle medarbejdere med base i Prinsessegade 28, 2. sal, 7000 Fredericia
Fredericia Dagblad har dækket Jacob Bjerregaards afgang som borgmester og den efterfølgende advokatundersøgelse intensivt. Foto: Michael Svenningsen, Scanpix
Digitale brugere ugentligt: 150.000
Af Kim Dahl Nielsen, chefredaktør

I løbet af 2021 blev Vejle Amts Folkeblad og de fem ugeaviser i kommunen endnu klogere på, hvad læserne efterspørger. Derfor er redaktionerne i årets løb blevet endnu skarpere på at beskrive den fysiske udvikling og forandringer, som Vejle og oplandsområderne gennemgår i disse år. 

Et eksempel herpå var den avis, som Vejle Amts Folkeblad udgav lige før kommunalvalget, og som udelukkende beskrev de trafikale udfordringer, der plager området lige nu. Midt på året skiftede Vejle Amts Folkeblad også chefredaktør fra Mogens Gregers Madsen til Kim Dahl Nielsen, som har sat endnu større fokus på den digitale udvikling i konkurrencen mod det nye medie i byen, JP Vejle. 

Ny redaktionelle satsninger har eksempelvis været store ugentlige, fyldige "til minde om"-artikler samt ugentlige madanmeldelser af områdets caféer og restauranter. Undervejs har redaktionen også skruet ned for den del af forenings- og kulturstoffet, som har haft meget få læsere, og til gengæld er der skruet op for blandt andet det politiske og erhvervsstoffet, som i høj grad interesserer læserne. 

Det har resulteret en betydelig tilgang af digitale abonnenter, mens antallet af avis-abonnenter har været stabilt. Blandt årets mest læste historier er historien om den kontroversielle leder i en Egtved-børnehave,  historien om den fulde kommunaldirektør, der kvæstede to ansatte ved en julefrokost, nyheden om byrådsmedlem Anja Daugaards død samt reaktionerne på statsminister Mette Frederiksens mortensaften i Vejle.

Fakta om Vejle Amts Folkeblad

  • To fysiske redaktioner i Give og Vejle med tilsammen 20 ansatte på www.vafo.dk, Vejle Amts Folkeblad samt de fem ugeaviser
  • Adresse: Bugattivej 8, 7100 Vejle

Digitale brugere ugentligt: 150.000
Af Lene Vestergaard, chefredaktør

Coronapandemi, kommunalvalg og digital udvikling for fuld skrue. Sådan lyder den korte beskrivelse af 2021 på hsfo.dk og i Horsens Folkeblad.

Lad os kigge på den digitale udvikling i lyset af en af årets meget omtalte historier, nemlig skilsmissen mellem Platform K, Horsens Kommunes nye kulturhus, og undergrundshøjborgen Det gule Pakhus. 

Vi skrev om konflikten på sædvanlig vis i en række artikler, men supplerede med en "redaktionen forklarer"-video, der i kort form fortalte hele forhistorien. Undervejs inviterede vi alle interesserede til en live-debat via Facebook. Her udviklede debatten i kommentarfeltet sig så konstruktivt, at avisen hædrede Bella Jørgensen og Peter Kristoffersen for månedens bedste eksempel på god tone i debatten på Facebook. Og så inviterede vi læsere og lyttere med på en rundtur i det nye kulturhus via podcasten "Hør Horsens".

Året igennem har vi skærpet fokus på de artikler, som giver mest værdi for læserne, og vi har styrket det lokale demokrati og sammenhængskraft lokalt. Et godt eksempel er en serie med portrætter af otte forskellige bydele i Horsens. Digitalt supplerede vi med ekstra indhold i form af grafikker, satellitfotos m.m. Et andet eksempel er en langvarig og intens debat om en ny forbindelsesvej til motorvejsafkørsen Horsens C.

Sammen med Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad har vi med økonomisk støtte fra Jyske Medier A/S gennemført et stort udviklingsprojekt før, under og efter kommunalvalget. Herigennem har de faste medarbejdere tilegnet sig en masse nye digitale kompetencer. Projektet gav også mulighed for at gå helt tæt på forløbet, da Hedensted Kommune fik ny borgmester.

Især i første halvdel af året brugte vi mange kræfter på coronapandemien med fokus på smittetal og konsekvenser, nogle livsomvæltende i negativ forstand – andre mere positive.

Fakta om Horsens Folkeblad

  • 6 redaktioner (Horsens, Hedensted, Brædstrup, Odder, Tørring, Juelsminde)
  • 30 redaktionelle medarbejdere
  • Adresse: Bojsens Gård, Søndergade 47, 8700 Horsens

Digitale brugere ugentligt: 100.000
Af Rikke Bekker, chefredaktør

Gennem de seneste år med coronakrise har vi messet: Never waste a good crisis. Se mulighederne i enhver krise. Vi har forsøgt at udnytte mulighederne og på den måde zoome endnu mere ind på vores læsere og brugere og deres behov. 

I 2021 kom vi især i mål med de digitale redskaber. Podcast og video blev gennem året indført som helt almindelige værktøjer i journalisternes digitale værktøjskasse, og vi kan konstatere, at brugerne gerne tager især video til sig.

Gennem anden coronanedlukning begyndte vi langsomt at få flere digitale abonnenter, og fremgangen blev udvidet under efteråret, hvor især kommunalvalget gav vores lokale historier ekstra vind i sejlene på hjemmesiden. 

En af årets største lokale historier tog sit afsæt om morgenen den 19. maj, da regeringen udsendte en pressemeddelelse om, at der skulle placeres et udrejsecenter på Langeland. Det drejede sig selvfølgelig om Holmegaard på Sydlangeland, men allerede på få timer mobiliserede langelænderne en stor modstand mod beslutningen, og efter seks dage blev beslutningen taget af bordet. Mens busfulde af langelænderne var på vej retur fra demonstration foran Christiansborg.

En anden af årets store historier var miseren om Valdemars Slot. Først med et regnskab, som den ene af de to døtre, Caroline Fleming, ikke ville underskrive. Så med en likvidator til at tvangsopløse selskabet og så endelig: Slottet, der blev sat til salg for 165 millioner kroner. Fyns Amts Avis har fulgt udviklingen hele året, og fandt også den servitut, der kan gøre, at slottet bliver på familiens hænder. Det fortalte vi om i avisens erhvervs-podcast ”Sorte tal på bundlinjen

Nogle gange er der historier, der griber både redaktionen og mange læsere. Det gjaldt historien om 83-årige Thorkild, der ledte efter en sygeplejerske, der havde en helt særlig tatovering, som han selv gerne ville have, og det skulle være præcis den smakkejolle, som sygeplejersken havde. Derfor satte ugeavisen gang i jagten efter sygeplejersken og med hjælp fra læserne blev hun fundet i Odense, og så kunne Thorkild endelig få en tatovering af netop den rette smakkejolle. 

Kriser giver også muligheder – og brug – for nye partnerskaber, og i sommeren 2021 blev nyhedskonkurrenter fra TV 2/Fyn, Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis samlet til fælles ideudvikling af events til kommunalvalget i november. Det blev til 10 valgfolkefester – en i hver fynsk kommune og produceret i fællesskab af mediekonkurrenterne. Flere tusinde fynboer deltog i de nyudviklede politiske debatarrangementer – og alle kunne følge med på livestreams og via tv.

Op til selve valgdagen havde TV 2-systemet og Jysk Fynske Medier også indgået samarbejde om kandidattesten, som over 300 endte med at gennemføre på www.faa.dk

Fakta om Fyns Amts Avis

  • Avisen har følgende redaktioner:  Svendborg-, Langeland-, Ærø-, Navne- og Magasin- og tillægsredaktionen.
  • Fyns Amts Avis har 40 redaktionelle medarbejdere.
  • Hovedsædet er i Sankt Nicolai Gade 3 i Svendborg.

Digitale brugere ugentligt: 50.000
Af Peter Hagmund-Hansen, chefredaktør

Den digitale omstilling slog for alvor igennem på dagbladets indre linjer i 2021. Redaktionsmøder, idéudviklinger, rubrikarbejde, efterkritik og personaleudvikling drejede sig konsekvent om digital journalistik og om, hvordan man kan skabe indhold, der i langt højere grad end tidligere rammer læserne med relevante emner, temaer og vinkler. Blandt andet erhvervs-, butiks- og boligstof blev opprioriteret i løbet af året, samtidig med at eksempelvis sports-, forenings- og kulturstof blev nedprioriteret. Redaktionen arbejdede desuden målrettet med at finde og skrive nære personhistorier samt overbliksartikler, der kunne hjælpe læserne med at forstå udviklingen i deres område.

Frederiksborg Amtsavis oprustede i løbet af foråret 2021 med flere journalister, og det førte til en yderligere fokusering af indsatsen på dagbladet, blandt andet i kraft af fælles tavlemøder og indsættelse af den digitale indsatsgruppe, et team af redaktionelle specialister Jysk Fynske Medier, der hjælper kollegerne på Helsingør Dagblad med den nødvendige digitale omstilling. 

En af vores mest læste historier i 2021, var historien om erhvervskvinden Ilse Jacobsen, der fortalte om sin kræftsygdom. En anden var historien om, hvordan et nedslidt kloaknet fører til periodiske forureninger af Øresund.

Fakta om Helsingør Dagblad

  • Dagbladet har 16,5 redaktionelle medarbejdere, inkl. en praktikant og chefredaktøren.
  • Adresse: Helsingør Dagblad, H.P. Christensens Vej 1A, 3000 Helsingør
Foto: Michael Bager, Fyens Stiftstidende
Digitale brugere ugentligt: 30.000
Af Christian M. Olsen, Konst. chefredaktør

2021 var på mange måder et år fyldt med forandringer i Hovedstadens Mediehus. Det var året, hvor der blev skabt LIV i hovedstaden. Der blev gjort op med 100 år gamle titler som Amager Bladet og Valby Bladet for at understrege fokus på de digitale platforme og skabe synergi mellem digital journalistik og produkterne. AmagerLIV, ValbyLIV og de øvrige LIV-sites gik i luften med udgangen af april.

Hovedstadens Mediehus blev ved Ugeavisernes Efterårsseminar hædret med “De lokale mediers specialpris”, der hylder den udgivelse, der - uanset platform - har gjort sig særligt bemærket i løbet af året, og som med sin indsats kan virke som inspiration for andre. Prisen blev givet for projektet #72timer, hvor redaktionen inviterede ti frivillige københavnere til at være hjemløse i tre døgn. Undervejs leverede deltagerne live-rapporter, og redaktionen fulgte deltagerne og satte samtidig journalistisk fokus på hjemløses udfordringer i København.

Desværre resulterede artikelserien også i en kendelse i Pressenævnet – og en alvorlig en af slagsen. VanløseLIV bragte et interview med en hjemløs kvinde. Det fremgik blandt andet, at kvindens far solgte hende som 8-årig til en pædofil mand i Spanien. Kvindens far klagede til Pressenævnet over, at VanløseLIV ikke havde givet ham mulighed for at forholde sig til de skadelige beskyldninger om ham, som fremgik af artiklerne. Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af VanløseLIV for at offentliggøre den nævnte beskyldning, som ikke er nærmere dokumenteret eller forelagt for faren.

Den alvorlige kritik har afstedkommet, at redaktionen har indført procedurer, der skal tilsikre, at noget lignende ikke sker igen. Det indebærer flere journalistiske øjne på hver enkelt artikel, og at artikler af denne karakter skal sanktioneres af chefredaktøren inden udgivelse.

I en artikelserie i efteråret satte KøbenhavnLIV fokus på advokat Knud Foldschacks involvering i en række kommunalt støttede fonde i København. Historierne afdækkede, at fondene skulle betale millioner tilbage til kommunen og blev sat under skærpet tilsyn. Endvidere kunne vi beskrive, hvordan advokatens firma optrådte i en dobbeltrolle. Historierne fik en bredere offentlighed til at få kendskab til det nye nyhedsbrand i hovedstaden, KøbenhavnLIV.

Der var lagt op til en gyser ved kommunalvalget i november i hovedstaden. Ville Konservative tabe magten på Frederiksberg? Ville Socialdemokratiet tabe overborgmesterposten i København? Kommunalvalget blev på mange måder en milepæl for den digitale journalistik i Hovedstadens Mediehus. Med live-transmitterede valgmøder, intense debatter og journalistiske temaer om for eksempel parkering lykkedes det at inddrage læserne og brugerne på en ny måde op til valget. Og på selve valgaftenen og de efterfølgende dage gav live-blogs, videoreportager og masser analyse rekordhøje visningstal i hovedstaden.

Konservative tabte Frederiksberg. Socialdemokratiet holdt fat i borgmesterkæden i København. Og LIV-medierne vandt en stor andel af brugerne i kommunalvalgkampen.

Fakta om Hovedstadens Mediehus

  • Hovedstadens Mediehus, Gammel Kongevej 60, 16. sal, Frederiksberg.
  • Antal redaktionelle medarbejdere: 20

Digitale brugere ugentligt: 2500
Af Henrik Skov Anhøj, erhvervsredaktør

Erhverv+ forbinder og inspirerer mennesker til at handle. Sådan lyder missionen for de ugentlige udgivelser, som udkommer sammen med Jysk Fynske Mediers 13 lokale dagblade i Jylland og på Fyn, samt for Erhverv+ Storkøbenhavn, som siden 9. november 2020 er blevet virksomhedsomdelt 11 gange om året i hovedstadsområdet.

De jysk-fynske udgivelser er kommercielle tillæg til dagbladene og dækker Sydjylland (udkommer med JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad), Østjylland (Århus Stiftstidende, Horsens Folkeblad, Randers Amtsavis og Viborg Stifts Folkeblad) og Vestjylland (Dagbladet Holstebro-Struer, Lemvig Folkeblad og Dagbladet Ringkøbing-Skjern).

Erhverv+ udgav i efteråret 2021 også de første fire episoder af podcast-serien Balancen med fokus på inspiration til at finde en bedre balance i arbejdslivet, når direktører og iværksættere deler ud af deres egne dyrekøbte erfaringer.

Fakta om Erhverv+

  • De fem regionale Erhverv+ udgivelse har et samlet læsertal på 197.000, mens milepælen på 200.000 læsere bliver rundet med Erhverv+ Nordsjælland, som udkommer sammen med Helsingør Dagblad første gang 27. januar 2022.
  • De digitale spor er erhvervplus.dk, et gratis nyhedsbrev til +1600 modtagere to gange om ugen og 2500 følgere på Linkedin

Digitale brugere ugentligt: 50.000
Af Peter Rasmussen, chefredaktør

Avisen Danmark har inden for de seneste måneder styrket sin digitale tilstedeværelse markant. Vi har i runde tal 10 gange så mange brugere på vores site. På samme måde er vores daglige nyhedsbrev vokset hurtigt fra vi fik den første bruger ombord i foråret 2021 til 13.000 daglige modtagere ved årets udgang. 

Det væsentligste indsatsområde er at få et tættere samarbejde med de 14 mediehuse i Jysk Fynske Medier. I dag kan vi supplere redaktionens egen produktion med en artikel udefra i gennemsnit hver tredje dag. Målet er en daglig artikel fra et af de 14 mediehuse.

Redaktionelt er profilen strammet på Avisen Danmark, så vi i dag koncentrerer kræfterne om tre hovedområder. Vi kalder dem Land & By, Sundhedsvæsenet og Ret & Pligt. Her beskæftiger vi os med, hvordan vores land hænger sammen, sundhed som er den største udgift på det fælles budget og endelig fokuserer vi på forholdet mellem de ydelser, man får og de forpligtelser, der følger med.

I forhold til podcast-satsningen fastholder vi to gennemprøvede koncepter; Erhvervsklubben og Politik med Løvkvist og Dall. Til gengæld har vi opgivet den daglige nyhedspodcast og i stedet kastet os ind i et samarbejde med Radio4 om en podcast med større gennemslagskraft.

Fakta om Avisen Danmark

  • Avisen Danmark er et af Danmarks største medier.
  • AvisenDanmark er et nyhedssite, Avisendanmark.dk, og avisen udkommer ugens syv dage sammen med Jysk Fynske Mediers regionale og lokale dagblade i det meste af Jylland samt på Fyn og øer.
Avisen Danmark har flere gange sendt reporter Emil Jørgensen afsted til udlandet i hans gamle, franske Citröen Xantia. 2021 var ingen undtagelse, hvor Emil tog på en tre ugers reportagetur rundt i Tyskland for at dække valget til forbundsdagen.
Jysk Fynske Medier (JFM) er Danmarks næststørste private mediekoncern og dækker hele landet. Vi når ca. 2,6 millioner kontakter hver uge, har en omsætning på ca. 2 mia. kr. og beskæftiger ca. 1800 medarbejdere. Koncernen udgiver i alt 15 dagblade med godt 600.000 læsere hver uge og 63 ugeaviser med ca.  930.000 læsere. Avisen Danmark er et af landets mest læste dagblade med over 450.000 læsere hver uge. Dertil regionale og lokale nyhedssites med ca. 1,2 mio. ugentlige brugere. Den nationale Radio4 - med JFM som hovedejer - når ca. 280.000 ugentlige lyttere. Radio4’s podcasts blev i 2021 downloadet 8,5 mio. gange. Foruden Radio4 har koncernen fire kommercielle radiostationer med tæt på 700.000 ugentlige lyttere. JFM er medejer af det største danske distributionsselskab dao og har derudover egne distributionsselskaber. JFM ejer to rotationstrykkerier og et full service printhouse Step Print Power. Datterselskabet, kommunikationsbureauet STEP er blandt Danmarks største. Dertil drives digitale aktiviteter som Gul&Gratis, deal.dk og SPOTdeal.