Lorem ipsum dolor

Det sker der, når du sætter læserne i centrum for din journalistik

Læserne vil opdateres, underholdes, inspireres og have tip til deres hverdag. Men særligt én type artikler kan få pungen op af lommen.

Thomas på 37 læser de hurtige nyheder på telefonen i bussen på vej til arbejde.

For Oda på 71 starter dagen med en kop kaffe og avisen, så hun kan snakke med i pensionistklubben.

Bent på 54 læser det hele på sin Ipad og kan bedst lide de artikler, der forklarer, hvorfor kommunen ikke kan få økonomien til at hænge sammen, og hvem af de lokale firmaer der har succes.

På gymnasiet tager Smilla på 21 en lille pause klokken 12, hun finder telefonen frem og leder efter artikler om inspirerende mennesker.

Hver dag tjekker et bredt udsnit af Danmarks befolkning ind hos JFM. På forskellige tidspunkter. I forskellige situationer, og med forskellige behov.

I lidt over et halvt år har tre redaktioner i JFM forsøgt at tage udgangspunkt i læsernes behov for journalistik, og de foreløbige resultater er overraskende.

Brugerbehov er det nye sort

For otte år siden startede BBC en lille revolution, da de kom med den første journalistiske model over læsernes behov for nyheder. Auntie Beeb, som BBC kærligt hedder i UK, undrede sig nemlig over, at en ret stor del af deres artikler blev læst meget lidt.

Journalisterne syntes, det var vigtige historier. Det syntes læserne ikke.

Deres researchafdeling gik derfor ud og spurgte brugerne: ”Hvad er det egentlig, I vil have”.

Det viste sig, at læserne, lytterne og seerne faktisk vil have en ret stor buket af forskellige ting.

De vil have fakta – men mere end det. De vil forstå verden omkring dem. De vil være klogere på, hvorfor noget sker. De vil inspireres af andre mennesker. De vil underholdes, og de vil være i stand til at danne deres egen mening om et emne.

Den tyggede BBC på og kom op med en model for seks forskellige ”User needs”: Keep me on trend, Inspire me, Divert me, Update me, Give me perspective og Educate me.

Og så bad de deres journalister om at lave journalistik med udgangspunkt i modellen.

Resultatet var entydigt. BBC fik flere brugere, de læste flere artikler, de var mere loyale, og de læste i længere tid.

Det virker hos BBC, og det gør det også hos Washington Street Journal, Voque, og en lang række af lokale, regionale og nationale medier over hele verden, som med modifikationer har brugt modellen fra BBC.

Vi skal tættere på læserne

I JFM tog vi modellen fra BBC, kiggede dybt ned i vores egne data, og kom op med en JFM-model med 5 brugerformater: Hjælp mig med at forstå, Giv mig en fordel, Giv mig et frikvarter, Inspirer mig og Opdater mig.

Vi introducerede dem til tre redaktionerne, og så begyndte vi at måle.

Den største overraskelse var måske hvor vigtigt, det er at give vores abonnenter et åndehul. Vi spurgte faktisk os selv, før vi gik i gang, om JFM overhovedet skal have et brugerformat, der hedder Giv mig et frikvarter. Er der ikke andre, der er bedre til det? Muligvis, men vi kan se, vores abonnenter er ret vilde med det.

Opdater mig er det vigtigste behov for vores brugere, det var ikke så overraskende.

Men hvis vi vil have dem til at tage pungen op af lommen, skal vi hjælpe dem med at forstå, hvad der sker. Vi skal ikke kun skrive, at nu skal der spares på den lokale skole. Læserne vil vide, hvorfor det er nødvendigt, og hvilke konsekvenser det har for børnene. De vil være klogere – og det vil de gerne betale for.

Men den allervigtigste læring er, at for at få succes som medier skal vi ikke kun være kloge Åger og skrive lange artikler. Vi skal også inspirere, hjælpe læserne til at træffe bedre beslutninger, og give et frikvarter i en travl hverdag.

Vi skal tættere på læserne.

Eksempler på artikler inden for de 5 brugerformater

Inspirer mig:

Læs artiklen her

Giv mig et frikvarter

Læs artiklen her

Hjælp mig med at forstå

Læs artiklen her

Opdatér mig

Læs artiklen her

Giv mig en fordel

Læs artiklen her

Vi er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Vi lever af at formidle. Vi er sat i verden for at fastholde og udvikle de regionale og lokale mediers afgørende rolle for demokrati og sammenhængskraft i lokalområderne. Det er vores mission. Og det, der driver os hver eneste dag. Vi står bag 15 dagblade, 53 ugeaviser, 4 kommercielle radiostationer, en landsdækkende tale-radio og en lang række nyhedssites og andre digitale brands. Vi har virksomheder, der skaber kommunikation mellem mennesker. Trykkerier og trykformidlere, dealsites, et kommunikationsbureau og distributionsfirmaer, der leverer aviser og pakker til alle adresser 365 dage om året. På alle platforme informerer og inspirerer vi hver eneste dag med vores historier fra der, hvor livet leves. Vi dækker hele Danmark. Vi er en levende organisation med over 1750 engagerede medarbejdere med arbejdssteder fra Holstebro til hovedstaden. Medarbejdere, der hver dag lægger al deres energi, viden og kunnen i at informere, inspirere, kommunikere og underholde.